Ev: Luk 14, 1.7 – 14
En leder på en præsteretræte anbefalede engang at ethvert menneske bør have et notat på 2 stykker papir. På den ene, som skal ligge i højre lomme, skal der stå: Jorden er skabt for mennesker. På den anden, som skal ligge i venstre lomme, skal der stå: Mennesker skabt af støv, skal blive til støv.
I tilfælde af overmod, depression, ulykkelighed eller håbløshed kan man så sætte hånden i den ene lomme, for at blive mindet om, at først når vi ydmyger os, kan Gud ophøje os. Vil vi følge Jesus, må vi også stræbe efter den samme ydmyghed, som han viser og lærer mennesker. Vi må med andre ord, oversætte Jesu gerninger til vores liv. Jesu ydmyghed ligger selvfølgelig ligefor. Vi læser om det i brevet til Filippinerne: ’Han ydmygede sig, og blev lydig indtil døden – døden på et kors. DERFOR har Gud højt ophøjet ham’.
Man taler, i den tid vi lever i, meget om udseende og fysiske indtryk og hvordan man bliver opfattet på den baggrund. Ofte ser vi hvordan alvorlige sager eller store præstationer helt kan glemmes i baggrunden, fordi man i stedet for selve sagen retter fokus på at fremstille mennesket i sagen på en bestemt måde, overfor offentligheden.
Men vi må se sagen gennem Jesu øjne. Det er let for os mennesker at sammenligne fysiske egenskaber, men hjertets ydmyghed kan vi ikke stille overfor en andens fysik. Med hjertets ydmyghed indtager vi vores plads, for sådan taler øje til øje, mens hjerte taler til hjerte. Med hjertets sprog taler det forelskede par, eller dem der har været gift længe. I hjertets sprog blomstrer kærlighed mellem forælder og barn. Og hjertets sprog er det sprog der udfoldes i vores bøn til Gud.
Gud er ikke stille eller fraværende når vi beder. Gud svarer os – Han svarer os på vores ydmyghed til hver eneste messe gennem den hellige kommunion. I kommunionen – dér ligger Hans svar på vores overmod, passion, depression og håbløshed.
I vores ydmyghed foran Guds alter på vores nederste plads, siger Han til os: Min ven sæt dig højere op! Det er et hjertets sprog, som det danske sprog slet ikke har ord, der kan beskrive. Den, der sidder på den nederste plads, behøver aldrig frygte at falde, og med udsigten fra den nederste plads er det let for os at svare på – hvem er den vigtigste for os? Det er alle dem vi ser foran os.
Den på den øverste plads, ser ingen andre, hører ingen andre og føler derfor omsorg for ingen andre. Den bedste udsigt til næstekærlighed får vi på den nederste plads.
Og fra den plads kan vi, som Jesus byder os i evangeliet, invitere dem vi ser foran os – ikke fordi vi kender dem, men fordi vi opfylder buddet om at invitere dem, som ikke har tænkt sig at gøre noget til gengæld. Lad os ikke holde regnskab over godhed, men i stedet åbne op for dem, som er lukket ude. At åbne op for andre betyder ikke at åbne sin dør midt om natten – det er ikke ydmyghed! Det er dumhed! Men lad os i ydmyghed åbne vores hjerte for andre, så vi ikke kun lytter til Jesu hjertesprog i kommunionen, men også selv taler det sprog, som ikke kræver noget retur og ikke dømmer nogen ude.
På alle mulige forskellige måder er vi kaldet til godhed gennem ydmyghed, men ikke på egne vegne. Vi er kaldet til at vise næstekærlighed i denne verden og sætte os selv sidst – vi er kaldet til at gøre sådan på vegne af Gud, som Hans instrument, for alt som er os givet er givet til os fra Gud. Intet af det vi holder, holder vi i vores egen hånd. Alt hvad vi ser fra vores nederste plads, er Guds skaberværk, og således skal mennesket skabt af støv blive til støv, men ophøjes ved Guds hånd.