Ev: Luk 2,22-40
Når det er jul er der et nøgleord som binder det hele sammen. Det ord er det vi alle forbinder julen med, og det er selvfølgelig familien jeg taler om. Når vi har en stor familie tæt på os, tænker vi måske ikke meget på det. Det er en selvfølge for os. Efterhånden som familien bliver mindre sætter det tanker i gang om vores egen fremtid – vi tænker på om vi ender alene. Og her i 2020 har mange netop siddet alene. Alene på grund af sygdom, på grund af restriktioner, på grund af frygt eller fordi man ventede på testsvar. Netop for den, der er alene kan familien betyde allermest, for tankerne går ofte til dem vi har mistet og dem som er langt borte fra os.
Familien er et nøgleord. Familien er dem vi kan regne med, dem vi kan skændes med, dem vi kan forsones med, og dem vi tåler lidt bedre end alle andre mennesker. Familiens brud er det brud der rammer os allermest dybt. Således holder vi af og holder ud når vi er sammen, og skaber minder sammen. Men for den der føler sig alene skabes der nødvendigvis ikke noget nyt.
Vi ser i dag på den lille familie. Jesusbarnet, Maria og Joseph. Vi ser at de er lykkelige, men tænker vi lidt mere på det, ser vi også andre ting. Alt det som vi slås med og alt det vi savner, ser vi også inde i den kolde og mørke stald. Hvad har Joseph ikke tænkt ved synet af det lille barn – og måske har nogen endda hvisket om ham, – at barnet slet ikke ligner ham. Og hvad med Maria? Lykkelig ser ud hun, men tankerne er sikkert fyldt med bekymringer om Gud kommer med flere opgaver, som hun må tage stilling til.
Familien er et nøgleord. Vi lever med dem på godt og ondt. Vi føler savn, glæde og sorg ved tankerne om dem, på præcis samme måde som Jesu familie. Julen er langt fra en glad tid for alle. – Ikke på grund af det julen egentlig handler om – nemlig Jesusbarnet og den fornyelse og omvendelse som verdens frelser skaber i vores liv, men på grund af alle de nye forventninger julen har ført med sig gennem årene. – Dyre gaver, at lave mad til mange og finde det gode humør frem i en tid der egentlig kalder på noget helt andet. – En tid der kalder på eftertænksomhed og forståelsen af Guds vilje som den største gave i vores liv.
Lad os fejre familien i dag uanset hvilke erfaringer vi selv har gjort i vores egen jordiske familie. Jesusbarnet, Maria og Joseph er nemlig vores fælles familie. Det er en familie selv den mest ensomme kan relatere til, for netop denne familie er med i vores liv hver eneste dag, og den binder os sammen som kristne. Familien er med os i Fader Vor, i rosenkransen, i messen og i hver eneste bøn vi retter til Gud.
Og sådan er det for os mennesker. Det vi omgiver os med i vores daglige liv, er og bliver det vi er mest fortrolige med. Vores samtale med Gud, vores bøn til Jesus og vores relation til Jomfru Maria binder os tæt sammen som en verdens-omspændende familie. Lad os derfor tage vores himmelske familie til os i denne juletid. Lad os vandre med dem i deres smerte, deres glæde og frygt over alt det nye der er sket. I deres nærhed bliver vi aldrig ensomme. I deres kærlighed slukkes aldrig noget lys. Må enhver af os mærke deres omsorg og varme, – både dem der sidder sammen og alene, for sådan vil det ske at selv den mest alene aldrig vil blive ensom.