Ev: Mark 1, 1 – 7
Vi gik ind i 2021 med et håb om at juletidens regler kunne lettes lidt. Det viste sig at være et håb der var forgæves, for i stedet for lettelse føles det nu endnu tungere end før. Stadig er kirkens døre lukkede og vi er begrænsede. Så da jeg skulle forberede denne søndag fik læsningerne mig til at tænke på Jesu fristelser i ørkenen og alle plagerne i Egypten. Begivenheder som også dengang må have føltes uden ende, ganske som vi føler nu at Corona er uden ende. Sådan er det med plager og lidelse. Det er svært at se ud på den anden side, når man står midt i det.
Men plagerne og fristelserne fik en ende, og sådan vil det også ske for os en dag, at corona er fortid og vi kan være sammen. For at vi kan se derhen må vi leve i håbet. Midt i mine tanker om denne søndag ringede telefonen. Det var en kvinde, der gerne ville bestille dåb af sit lille barn. Og lige der blomstrede håbet igen. Vi blev enige om at skrive vores aftale i kalenderen med blyant!
Dåben er det lysende håb ude i horisonten, og dåben er den lysende begyndelse. Dåben som er et symbol på at barnet er rent og at intet kan skille barnet fra Gud. Med vandet får barnet et venskab med Gud som er evigt, og det er en stor gave, for gennem livet arbejder både Gud og mennesker på at den gave skal blive større og større. Sådan gør vi når vi går i kirke og når vi taler med Gud, når vi er næstekærlige og når vi ærer Gud. Vi gør Hans ranselens gave større ved aktivt at tro på Gud og efterleve Hans bud til mennesker.
Vi ved at vand både er noget godt og noget farligt, for vand er rigtig godt når vi er tørstige, eller hvis vi skal i bad. Men vand kan man komme til skade ved, eller ligefrem dø, hvis man hopper ud i havet uden at kunne svømme. I dåben modtager vi vandet både for at fejre det nye venskab, men også for at minde os om det farlige ved vandet, som renser os for arvesynden – Adam og Evas synd.
I dag bliver også Jesus døbt, og det kan være svært at forstå for Jesus var jo allerede ven med Gud fordi han er Guds søn. Så hvorfor vil han døbes? Jesus siger til Johannes: ’Jeg trænger til at blive døbt’ og Johannes bryder sig ikke om det, for han synes det skulle være omvendt og Jesus burde døbe ham, men han døber ham alligevel. Dengang skulle man sige sine synder før dåben, men Jesus var allerede ren, så han sagde ingenting, men på sig tog han hele menneskets skyld – alle mennesker i hele verden, også din og min skyld selvom han endnu ikke kendte os. Tænk hvor meget alt den skyld vejede.
Og så skete der noget, for pludselig lød der en stemme helt oppe fra Himlen. Det var Guds Ånd der talte. Den Ånd – den ild der også taler når vi bliver døbt, for det er nemlig et mirakel i dåben – at både vandet og ilden kan være til stede på samme tid. Gud tænder sit lys i os – et lys der ikke slukkes selvom det er under vand. Sådan er dåbens kraft mellem mennesker og Gud, og sådan finder Gud velbehag i mennesker.
Dåb det rimer på håb, så lad os i dag hvor Jesus modtager sin dåb, turde at håbe på at vores kalender kan holde på aftaler skrevet med blyant. Vi loves ikke et let liv uden sorg og bekymring med 3 håndfulde vand, et korstegn og et amen, men det er det grundlag vi bygger livet og frelsen på – en berigende begyndelse for enhver. Så lad os være taknemmelige og tænke på vores dåb som en påmindelse om hver dag, at vi er døbt til et evigt venskab med Gud, som står ved vores side både i håbet og i plagen.