Ev: Mark 9, 2 – 10
Der er ingen tvivl om at vi som danskere er under et stort Coronapres. Knap havde Mette Frederiksen præsenteret den første lille genåbningsplan, før spørgsmålene voksede frem. Hvorfor åbner noget mens andet forbliver lukket? Hvorfor må skolerne når frisøren ikke må? Sådan er vi mennesker at vi har brug for forklaringer, for at se livets logiske sammenhæng.
Vi er i evangeliet vidner til at Peter, Jakob og Johannes er sammen med Jesus i dag på bjerget. Jesus forbyder dem at fortælle nogen hvad de har set, og de følger hans ord, for de er udmærket klar over at det de så på bjerget IKKE er en FORKLARING på noget i denne verden.
Derimod var det de oplevede en FORKLARELSE. Og det er noget ganske andet end en forklaring. Forklarelsen er ikke baseret på logiks sammenhæng, men er derimod at lysets stråler rammer dem, og giver dem en fornyet kraft til at fortsætte. Det var dette Guds lys der ramte Peter, Jakob og Johannes i dag.
Det samme lys kan ramme os. Vi er gået i gang med fastetiden, og hver især har vi ønsket noget at fokusere på – og ellers kan vi nå endnu at begynde, men måske føler vi os alene i vores fastens ørkenvandring. Vi spiser måske ikke meget, men spørger os selv hver dag – hvorfor? Hvilken nytte gør det? Eller vi læser ekstra meget i Biblen, men mærker ikke at ordene gemmes i vores hjerte. Vi er med andre ord ikke ramt af Guds lys i vores vandring, og leder måske efter den logiske sammenhæng, der kan give svar på vores ’hvorfor’.
Men pludselig kan der ske det, at vi får denne følelse af at Guds lys rammer os når vi beder, når vi rækker en hånd ud til andre eller når vi er i bøn til Gud. Det kan være et lille tegn, en følelse af fællesskab med Gud, som giver os kræfter til at fortsætte. Det er en forklarelse – noget der bliver klart for os. Peter spørger Jesus om at bygge 3 hytter – en til Moses, en til Elias og en til Jesus, men det er ikke det formål Jesus har med at være på bjerget.
Jesus viser de tre mænd at han er guddommelig. Han viser at han er både menneske og guddommelig – at han er begge dele på én gang. Det er netop det der skal stå klart for os i dag.
Jesus BLIVER ikke guddommelig i dag – det har han været siden han blev undfanget. Men glimtvis ser vi hans guddommelighed for at få fornyet kraft og modet til at fortsætte. Jesus ansigt skinner som solen og hans klæder bliver hvide som lyset, men det betyder ikke at han holder op med at være menneske. Han er begge dele – både menneske og Gud.
Jesus kunne og kan stadig gøre brug af sine guddommelige egenskaber og sine menneskelige egenskaber. Han gør det ene eller det andet alt efter hvad der tjener hans formål. Jesus blev menneske for at komme så tæt på os, og give os en forklaring, så vi kunne se, at troen på ham og det evige liv blev et bud der lå lige foran vores fødder. På trods af hans guddommelighed holdt han loven, adlød samfundets regler og gik gennem lidelser der ligner de lidelser vi også må håndtere i vores liv.
Vi er i dag i den anden søndag i fastetiden og vi inviteres til at lade forklarelsen give os modet til at fortsætte vores faste. Lad os efterligne Jesus – at han på trods af sin guddommelighed ikke brød regler eller hævede sig selv op over andre, for at undgå lidelse. Han gjorde sig ikke voldsom for at gå i rette med nogen.
Lad os i dag tage det budskab til os ligesom de tre mænd på vej ned fra bjerget tog Jesu ord til sig, og gemte på den oplevelse de havde haft. Lad os på samme måde gemme og samle på oplevelser af lysets stråler der giver guddommelighed i vores liv. Da vil vi kunne vandre med Jesus tilbage til vores daglige gerninger og minimere vores voldsomhed, idet Gud genspejles i vores hjerter.