Ev: Joh 15, 1 – 8
En gren der ikke har et træ at sidde fast på, lever en begrænset tilværelse. Det er helt sikkert at den vil tørre ind og dø, og det er aldrig set at en sådan gren helt af sig selv kan skabe frugter, blomster og blade. En gren der ikke sidder på et træ vil uden tvivl gå ind i sit livs efterår, og kaste fra sig hvad den bærer på, for derefter at stivne i sin tørhed.
En gren, der sidder fast på et træ, har helt andre fremtidsudsigter. Fra træet får grenen næring, saft og kraft. Træet sørger for at grenen er elastisk så den kan bøje sig og spire med håb og fornyelse.
Det er indlysende biologi for enhver, og måske kan vi se sådan et maj-træ for os, hvis vi lukker øjnene, med grønne nye blade, der spirer af håb her midt i en coronatid. Et sådan træ er en enhed, hvor vi ikke helt kan se hvordan rødder bliver til stamme, og stammen begynder og slutter og hvor grenene tager over. Træet er en enhed, og det er den slags enhed Jesus taler om, til os i evangeliet i dag.
Når vi går tur i skoven og hører alle de knækkede grene knase under vores sko, hører vi netop lyden af hvad det betyder for mennesker, hvis vi tror at vi kan noget alene uden Gud. At være forstokket, at være ubøjelig, at have torne, at stikke en kæp i hjulet er alle udtryk, som beskriver en gren, der troede den kunne klare sig uden træet. Har vi tillid til at Gud vil nære os, drage omsorg for os og lade os bære frugt, så vi bliver på træet, forbliver vi i den enhed som Gud har skabt med mennesket.
Der er meget der frister mennesker til at forlade træet. Mange politikere giver os den forestilling at vi selv bærer hele ansvaret for vores fremtid, og kigger vi ud i verden, kan vores frygt lamme os og få os til at tvivle på om det ikke er bedre bare at følge vores egne idéer. Fra et helt forkert perspektiv kan det pludselig se ud som om det er grenene der bærer træet. Og skyggerne kan falde sådan at vi kan fristes til at tænke at vi har fortjent en bedre plads i solen på den grønne gren.
Når vi ser en trækrone kan vi se, at den tit er HELT perfekt. Gud har planlagt træet, så der er små grene, lange grene, snoede grene og grene der går helt ligeud. Sådan et træ kan give os den trøst vi har brug for i en svær tid, eller den tryghed vi mangler i vores liv. For et sådan træ viser os at alle disse hundredevis af grene tilsammen opfylder det formål, at træet bliver perfekt. Tilsammen danner grenene et billede af noget vi genkender.
Sådan er det også med mennesket. Mennesker er forskellige – højde, idéer, køn, livsstil, meninger og muligheder. Tilsammen danner mennesket alligevel lige dét, der gør os til Jesu disciple. Ikke 2 grene ligner hinanden – og ej heller mennesker. Alligevel kan vi i enhed skabe enhed med Jesus, med Gud og med troen på at hvis vi bliver i ham, så bliver han i os.
Lad os gå ud i dag denne første søndag i maj, og finde sådan et træ hvis krone er helt perfekt, og lad os bede at vi en dag vil begribe hvordan hver en gren skaber den helhed, som gør at træet er skabt i Guds billede. Og lad os forstå at det træ er et billede på vores fællesskab med Gud og med mennesker. Og lad os fra da af, i evig tillid, blive på vingårdsmandens træ, så vi kan næres med saft og kraft, for at kunne bøje os og bære frugt. For sådan står der skrevet om vintræet at hvis mine ord bliver i jer, så bed om hvad I vil, og I skal få det.