Ev: Joh 15, 9 – 17
Hvis nogen skal lære hvad grundlæggende kærlighed betyder findes der stor læring i at lade dem eje en blomst med rødder eller en grøn plante. Viser vi den kærlighed og omsorg ved at vande den og stille den hvor solens stråler rammer den, så vokser planten. Sætter vi den i mørke og glemmer den, vil den visne og dø. Så enkelt kan man formidle hvad kærlighed betyder. Det er de få forskelle der betyder noget for om et menneske – eller en plante – næres og vokser, eller visner og dør.
Jesus gør det klart for os i evangeliet at ’behandler vi kærligheden som han har fortalt os, så er han vores ven’, og den måde vi skal behandle kærligheden på er ved at elske andre som Jesus elsker os; ubetinget og uden grænser. Det er dette enkle budskab han kommer med til os, – at et ægtepar skal elske hinanden uden grænser, og ikke lægge mærke til de små ting der kan true kærligheden. Det som truer kærligheden er de små uenigheder, de små skænderier. Husk da at ikke alene Jeres ægtefælle bærer fejlen, for når I vender hovedet bort, så bryder også I det bud Jesus giver os: ’Elsk hinanden som jeg har elsket Jer’
Kærlighedsbuddet handler ikke bare om mennesker men også om Gud. Han har udvalgt os til at blive skabt i denne verden, alene med det formål at sende os ud i verden for at bære frugt og vigtigere at blive VED med at bære frugt. Det er altså ikke nok at sætte en spire i denne verden, at plante en enkelt succes – nej vi må pleje vores frugt, og ikke svigte vores pagt med Gud, for sådan gælder kærlighedsbuddet også mellem Gud og menneske – Som Gud elsker os må vi elske Ham.
Kærlighedsbuddet lærer os at møde alt med kærlighed, og ikke dømme imod kærligheden. Men vi må også lære at kærlighed har mange ansigter og mange former, som alle har deres forskelligheder. Hengivenhed kan komme i mange former, men hvordan skal vi så kende forskel. Hvordan skal vi se forskel på hvem der vil os det gode og hvem der vil det onde? Svaret er enkelt for det bliver vi givet i evangeliet. Vi skal først og fremmest selv holde det dobbelte kærlighedsbud og aldrig bryde det hverken mod vores næste eller mod Gud. For én ting er helt sikkert. Gud elsker os, Han accepterer os selv de dage vi glemmer kærlighedsbuddet, og Han elsker mennesket så meget at Han aldrig vil forlade os.
Når nogen får et lille barn fyldes de af samhørighed og forbindes i kærlighed, men ønsker at barnet skal opdrages og blive en selvstændig voksen. Sådan ser Gud også mennesket. Vi skabes i denne verden, elskes i samhørighed, men Gud slipper os aldrig og ønsker at vi opdrages i Hans kærlighed. At elske nogen, elske sig selv og elske Gud er en livslang opgave, men lad os ikke udsætte den opgave til i morgen. For sådan er det med planter og sådan er det med kærlighed at det er de små forskelle der skaber forskellen på at visne og dø eller næres og vokse.