Ev: Mark 6, 30 – 34
Hvis man køber en bibel der er skrevet til børn er den ofte fyldt med den slags historier fra biblen, hvor Jesus udfører et mirakel. Jesus går på vandet. Jesus giver mad at spise til 5000 mennesker. Jesus får stormen til at lægge sig. Når vi fortæller disse historier lytter børnene koncentrerede for det er spændende beretninger, hvor de kan bruge deres gode fantasi.
Når børnene bliver ældre læser de historierne igen, men denne gang som voksne og nu med tvivl og skepsis, for kan man virkelig tro alt dette, og hvis Jesus virkelig kan gøre det hvorfor redder han så ikke verden fra sult, Corona, oversvømmelser og nød? Hvis han virkelig kan gøre det hvorfor gør han så ikke noget stort og tydeligt for dig og for mig, så hele verden ved at det var Ham, og Ham alene der virkede?
Et mirakel er et blik ind i Himlen – det er en smagsprøve på Guds Rige, men i dag hvor vi har lyttet til optakten til at Jesus gør det muligt for 5000 mennesker at blive mætte ud fra bare nogle få fisk og brød, må vi spørge os selv hvad det er Jesus vil med disse mirakler. Det er ikke de 2 fisk og 5 brød der er vigtige – det er ikke om Jesus ankler blev våde eller ej, da han gik på vandet, som vi skal fokusere på. Det er ikke relevant om stormen blev til en jævn eller frisk vind, da Jesus bad den lægge sig.
Jesus udfører nogle mirakler lokalt nede i det små. Han redder ikke hele verden på én gang, men i det skjulte – i det stille lader han nogle ting ske som taler til vores hjerte. Hans handlinger åbner et vindue for os, så vi kan se en lille del af Himlen. Han viser os en brøkdel af alt det vores himmelske Fader er i stand til, for at vi kan leve i forventningen om at alt det der står skrevet i biblens tekster også vil opfyldes i Guds evige Rige.
Apostlene er udmattede og folkeskarerne er sultne. Fælles for dem er at de er i underskud. Også vi har prøvet at være i underskud. Vi har været syge, fattige, ulykkeligt forelskede, i krise eller uden håb. Vi har følt at vi ingenting havde – eller i hvert kun havde ganske lidt. Sådan lever mange mennesker i verden hver eneste dag. Og det er netop her Jesus træder til og viser os det lille vindue til Himmeriget som vi længes efter.
Gennem vinduet viser han os at vi kan blive raske, at vi kan forenes og at der er lys på den anden side. Han tager den smule vi har og mangedobler det, fordi han ynkes over os, som det skrøbelige menneske vi er. Jesus er livets brød, som råder i vores hjerter. Ser vi ham ikke som kilden til vores kristne liv, mister vi næringen, der skal udvikle det evige liv som vi stræber efter.
Jesus inviterer os igen og igen til at trække os tilbage – være alene og hvile lidt, sådan som han også opfordrer apostlene til i evangeliet. Han gør det ikke for at gøre os ensomme, men fordi han ved at det er i tilbagetrækningen at vi lærer mest. Det er i vores øde indre at livets lærdom sætter sig fast. Det er der indtryk og erfaringer forenes.
Det er sommer. Vi holder ferie og trives bedre ude end inde. Vi kører rundt i sommerlandet, drømmer om udlandet og løber stærkt for at indhente alt det vi synes vi har forsømt de mørke vinterdage i isolation. Hjemme hver for sig lærte vi dengang noget – vi lærte at bruge tid med dem der betød noget og fordybe os i de vigtige ting og søge efter mirakler. Lad os huske den tid, og stadig give os plads til at trække os tilbage og være alene med Gud, men bøn og give plads til mirakler i vores liv.
For at se miraklerne må vi åbne øjnene og være rede til at lade tingene ske. Da vil vi opleve at i det skjulte vil Jesus mangedoble den smule vi har.