Ev: Mark 7, 1 – 8, 14 – 15,21 – 23
Hver eneste uge sker det jeg får en eller anden slags e-mail, fra nogen der mangler oplysninger om mig. Enten er det en kvinde der mangler én at dele en stor arv med. Eller også er det PostNord der mangler mit kontonummer, for at aflevere en pakke. Eller også er det nogen der vil donere store summer til kirken, men skal bruge en kopi af mit pas.
Ingen af disse har hverken arv, pakker eller store donationer. Alle prøver at snyde mig, så de kan installere små programmer der kan overtage min computer. Den slags små programmer er også installeret i mennesker. Som barn lærer vi at sige ’tak for mad’, ’må jeg rejse mig?’ eller give hånd til fremmede, og bukke for alteret, gøre korsets tegn, og mange andre ting som fylder vores liv med ritualer, som vi måske aldrig lærer at forstå betydningen af.
Hvad betyder det at sige tak for mad, må jeg godt rejse mig – hvis barnet ikke har forstået at maden er et resultat af hårdt arbejde for at have penge til at handle, og slidsomt arbejde i køkkenet for at omdanne varerne til gode retter? Og hvad er betydningen i at knæle og gøre korstegn, hvis der ikke ligger noget bagved? Hvad betyder en diamant på en kvindes finger, hvis den ikke er et udtryk for kærlighed?
Dagens Evangelium handler netop om at følge traditioner uden der er mening bagved. Det handler om at sige noget uden at handle efter det. Evangeliet handler om hvordan de ydre tegn bliver vigtigere end det der foregår indeni. For hvad betyder det at se næstekærlig og troende ud, hvis tankerne er fyldt med had og mistro?
For at følge Jesus må vi følge nogle svære bud og afinstallere de små programmer af regler vi lever på i samfundet. Traditioner er tit bud der er lette at følge. De er konkrete og handler om at vaske hænder eller tage skoene af eller bukke og gøre tegn. Jesus giver os et bud der hedder at vi skal elske vores næste. Der er ingen opskrift på hvordan man gør. Det er op til os, ved Guds hjælp, at behandle vores næste sådan som Gud vil det. Og det er op til os at passe på jorden, som Gud har skabt og det er op til os at tilgive ud i det uendelige.
Gennem bøn til Gud og modet til at udføre Hans vilje må vi fra dåben og gennem hele livet ikke bare ære Jesus med læberne i vores Fader Vor, men virkelig gøre det som bønnen byder os. At vi forlades vores synder sådan som vi forlader andres synd. Tænk om Gud kun tilgiver os i samme grad, som vi tilgiver andre. Den tanke kan inspirere os til virkelig at tilgive og virkelig elske andre alene fordi Gud har skabt dem.
Som Kristne kan vi ikke undlade at elske noget Gud har skabt. Elsker vi ikke Hans skabning, elsker vi ikke Ham. Dét budskab og de krav det stiller til os som mennesker, rækker langt længere end noget korsets tegn eller nogen bøn, som kan udvikle sig til en remse. Kristne bliver vi ikke af vores kors og heller ikke af at gå i kirke. Kristne bliver vi når vi bønfalder Gud, og gør Hans vilje og viser anger når det alligevel ikke lykkes. Rene bliver vi ikke af vand og sæbe. Rene bliver vi kun af den nåde Gud viser mennesker, når vi erkender og efterlever at alt hvad vi er givet, er skænket af Gud. Lad os derfor blive inspireret af dagens evangelium og genstarte os selv, til at leve vores tro på Gud indefra og ud, frem for udefra og ind. Sådan bliver vores tro et livsgrundlag der er skabt af Gud, og ikke af menneskers normer og idéer.