Ev: Mark 7, 31 – 37
Noget af det bedste 2 gode venner kan dele er en hemmelighed. En hemmelighed er nemlig et slags usynligt bånd mellem mennesker. Den der fortæller hemmeligheden siger på en måde: ’Jeg har tillid til dig’ og den der lytter må så bevise at han er den tillid værd. Bryder man den tiltro det andet menneske har vist, og siger de oplysninger man har fået videre, så bryder man samtidig det venskab og den tillid man er blevet tilbudt.
Som barn hørte jeg en hemmelighed på Sri Lanka. En rude var blevet knust på skolen hvor jeg gik. Forpustet og bange kom en af mine kammerater og fortalte mig: ’Du må ikke sige det til nogen, men det var mig – jeg kastede en sten, og den ramte ruden’. Stolt over at han havde tillid til mig lovede jeg at bevare hemmeligheden. Jeg ville ikke sige det til nogen – men som timerne gik voksede denne hemmelighed sig så stor at jeg ikke kunne tænke på andet. Det var som en feber der havde ramt min krop, og jeg var tæt på at eksplodere. Hemmeligheden måtte ud, den måtte deles med nogen, så på samme måde delte jeg hemmeligheden med min mor, som selvfølgelig gik direkte til skolen og sagde hvad der var sket. Min ven talte ikke til mig mere, og jeg følte en meget dårlig samvittighed.
I dagens evangelium har Jesus ikke smadret en rude med en sten – nej, han har gjort noget langt mere underligt, nemlig stukket sine fingre ind i anden mands ører og rørt ved hans tunge. Og så siger han til manden: ’Sig det ikke til nogen’. Men ligesom da jeg var barn på Sri Lanka, kunne manden ikke holde hemmeligheden i sig. Han måtte simpelthen sige det til nogen – og nogen flere og nogen andre. At denne hemmelighed var så vigtig at dele skyldes at manden hverken kunne se eller høre – men nu kom Jesus og berørte ham, og en ny verden åbnede sig. Pludselig kunne
manden både se og høre alt hvad der skete omkring ham. Han var blevet helbredt!
Manden var med sin sygdom spærret inde i sig selv som i et fængsel. Alt den viden han har fået i sit liv har han været tvunget til at bevare som en hemmelighed, for han har ikke evnet at fortælle nogen om noget han nogensinde har oplevet. Jesus lukker ham nu ud af det fængsel og giver ham friheden til at høre fuglene synge og fortælle andre om det. Men Jesus gør mere end det. Han åbner mandens øjne for at der findes mirakler, at der er grund til at tro. Jesus åbenbarer for manden at der findes hemmeligheder i Guds Rige som ikke alle kender – hemmeligheder og helbredelse, om Guds evne til at få alting til at ske.
Jesus gav den stumme mulighed for at tale og den døve mulighed for at høre. Måske gør Jesus det samme for os en dag – måske har han allerede gjort det – giver os nye muligheder, nye øjne at se verden med. Måske gør han os i stand til at lytte. For lytter vi virkelig når nogen taler til os? Lytter vi når Gud vil noget med vores liv? Der sker så meget omkring os – nye indtryk og krav til os om at passe ind, så nogle gange kan vi ligesom manden ikke tale rigtigt, og at lytte glemmer vi helt. Som det skete med den stumme og døve mand ønsker Jesus også at befri os fra vores fængsel. Måske er vi i et fængsel hvor vores tro ikke har den rette plads og hvor vi glemmer hvad Gud i virkeligheden er i stand til at gøre sammen med os. Lad os derfor virkelig lytte til de hemmeligheder Gud deler med os i vores bøn og når vi mister håbet, for sådan vil Han bevæge os i nye retninger og give os nye muligheder. Med hemmeligheder binder Han bånd til os og vi til Ham når Han siger: Effatha! – Luk dig op!