Ev: Luk 1, 39-45
I dag, den fjerde søndag i advent, kalder man for fredens søndag. Lige om lidt er det jul. Jesusbarnet fødes i stalden og verdens frelser bliver levende som menneske lige her midt iblandt os. Vi tager nu hul på den sidste uge inden jul. På samme tid – i morges kl. 8.00 – begyndte nye restriktioner på grund af corona, som igen vil påvirke vores dagligdag og livet her i kirken. Hvordan passer de to ting sammen, kan vi spørge os selv, igen denne jul – fred og restriktioner?
For at finde svaret på det spørgsmål må vi overveje, hvad ordet fred betyder. Og ikke mindst hvad jul betyder. Ordene, som vi hører i evangeliet, i dag, er ord som bliver sagt mellem to kvinder, lige før Jomfru Marias lovsang. I disse ord kan vi lære meget om hvad fred egentlig betyder.
Elisabeth var ufrugtbar – hun kunne altså ikke få børn, men nu er hun i den sjette måned. Jomfru Maria selv har lige haft besøg af englen Gabriel, som åbenbarede at hun skulle føde en søn og give ham navnet Jesus. De to kvinder er et sted i deres liv, som ikke virker fredeligt, når vi hører om det. Alligevel lader læsningerne og evangeliet samt denne tid på året os forstå at freden kommer til vores jord.
Freden og julen afhænger ikke af hvad der sker udenfor os. Det afhænger ikke af dyre gaver, hjemmebagte kager eller corona restriktioner. Alt dét kan forstyrre os, give os stress eller grå hår i hovedet, og bekymringer som holder os vågne om natten. Men vi kan ikke relatere de forhold i vores liv til advent, fred eller juleglæde.
Når vi i denne tid leder efter freden, så finder vi den et helt åbenlyst sted. Det er det samme sted som Elisabeth og Jomfru Maria finder freden, for den er hos Gud. Hos Ham kan vi finde trøst og tryghed. Hos Ham finder vi alt det vi længes efter. På Guds kærlighed til mennesker oplever vi julens velsignelse komme over os, og det er de gaver som julen handler om. Det er de gaver som vi skal give videre til andre på vegne af Gud.
Uanset næsten hvilket land vi kommer til eller hører om så handler julen om noget med at give noget til andre. Det er en højtid som mest af alt går ud på at give noget væk, og få noget tilbage. Når man ser på juletravlheden inde i byen kan man godt få den tanke at det skulle være sådan at når man giver noget, så burde der være dybe tanker bag og inderlig kærlighed – disse tanker ser ud til at drukne i ønskelister og gavebudgetter, men lad os i dag virkelig tænke på det – lige her før alle butikkerne lukker og alt er for sent.
Gud har givet en gave i dag med meget stor betydning. Han har nemlig givet Elisabeth og Zakarias et lille barn. 2 ældre mennesker som ikke havde forestillet sig at de skulle blive velsignet med et barn. Barnet som de bliver velsignet med er Johannes Døberen og i dag har vi netop været vidner til hvilken lykke dette mirakel har spredt i Elisabeth og Zakarias’s hus. Zakarias er overvældet, nærmest euforisk, og på en eller anden måde inviterer det OS til at gå hjem i dag og vurdere de gaver vi har tænkt os at købe til vores familier og venner.
Er det lykke vi har pakket ind? Overvældende eufori? Eller er det et indkøb fra en ønskeliste? Lad os ikke glemme at julen er andet og mere end det. Uden Jesus som lærte os om freden og glæden ved at give – altså give tilgivelse og give kærlighed, var der ingen jul. Ikke mindst derfor må vi alle forsøge at komme nærmere Gud, omvende os og virkelig forstå at fred lever på vores tro på Gud, for sådan står der skrevet at salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse!