Ev: Luk 2, 1 – 14
Når vi kigger ud i verden, ud fra vores egen krop eller endda indeni os selv, så giver det ikke sig selv at verden er båret af kærlighed. Lige nu giver mange lande tredje stik og taler om et fjerde, mens andre lande endnu ikke har givet det første. I nogle familier er splittelse en bremseklods for fællesskabet, og denne aften sidder mange alene og føler ensomheden, når ensomhed mærkes allermest tungt. Julen er hjerternes fest, siger man. Men på mange måder er julen også et udstillingsvindue for smerte.
Når vi siger ordet jul, så tænker vi på gaver, på fællesskab, på familiehygge og på hvem vi skal vælge fra, for ikke at se for mange i denne Coronatid. Vi bruger flere penge, kommer i underskud af tid, og går til julefrokost og hygger os og drikker og spiser for meget, fordi alt det hører julen til. For det menneske som ingen har, er julen lang og sej. Familier koncentrerer sig om dem selv. Butikkerne er lukkede. Alle aktiviteter sættes på pause. Det kan være svært at få øje på freden og glæden og håbet, hvis ikke perspektivet er langt nok.
Men så sker der alligevel noget magisk i denne nat. Da Jesusbarnet blev født i krybben handlede det ikke om juleand eller gaver i flot papir. Det handlede ikke om penge og overforbrug eller om juletræer og Coronapas. Når vi ser på jul i krybben, så er vi alle lige, uanset om vi er omgivet af familie eller føler os ganske alene.
Juletiden i krybben handler om noget af det som mange kan relatere til. Det handler om en familie med bekymringer. En lille familie som siger ja til Guds planer, men som drives på flugt fra Kong Herodes. Med angst siddende i kroppen om kulde og sult og komplikationer føder Jomfru Maria Jesus barnet midt ude i ingenting. Mon ikke hun har følt sig alene og fyldt med tanker, om en meget usikker fremtid?
Når vi ønsker hinanden glædelig jul, er det netop fødslen af Kristus i verden vi ønsker for hinanden. Må han fødes i dig, og i mig, og i enhver for hvem julen er tung og fyldt med bekymringer! Sådan fødes Jesusbarnet i vores tunge hjerter og tænder et lys af håb i den fremtid vi bekymrer os om.
Gud har givet os alle denne julegave at kærligheden levendegøres for os mennesker helt konkret. Kærligheden fødes som et lille barn i krybben i den mørke stald, og til påske sættes kærligheden på et kors, for at sone vores synder. Det er to af Guds handlinger som på en tydelig måde tænder et lys i vores liv, for at oplyse det mørke vi ellers famler i.
I mørket er det svært at finde vej. I mørket af angst og bekymringer er det let at fare vild og fortabe sig i det vi tror alle andre har, men som vi selv mangler. De andre er lykkelige. De andre er raske. De andre har venner og penge og indflydelse. Men hvad har jeg? Jesusbarnet sender håbets lys til alle dem, der famler i mørket, og minder os om at det vi virkelig har, dét kan ikke tælles eller gøres op. Det vi har er Guds ubetingede kærlighed. En kærlighed der overvinder naturens lov, og vores lov, og ethvert menneskes logik. Med fødslen af Jesusbarnet oplyser Gud vores vej til himmeriget, for sådan blev barnet navngivet ’Immanuel’, som betyder Gud med os.
Jesusbarnet er beviset på Guds kærlighed til os. En kærlighed der giver sig til udtryk på mange andre måder end det vi lige forestiller os. Måske blev vores fejring af julen ikke perfekt. Måske savnede vi nogen. Måske følte vi at vi var midt i mørket. Men denne nat inviteres vi til at hæve os over det, og gøre som hyrderne, der rejste sig op og gik ud for at lede efter Kristus på englens befaling. Vi inviteres til – som dem – ikke at gribes af frygt, men derimod lytte til den himmelske hærskare der synger: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Må denne sang fylde os med glæde, og inspirere os til at lukke det lysets barn ind i vores hjertes mørke!