Ev: Luk 9, 28b – 36
Vi mennesker ser den forvandling på bjerget vi lige har lyttet til, som et mirakel. Men hvis vi ser på hvad der skete på bjergets top med troens øjne, så er miraklet ikke stort. Peter, Johannes og Jakob ser kun hvad Jesus i virkeligheden ér – nemlig at Jesus er Guds udvalgte Søn. De får det bekræftet foran deres egne øjne, og kan ikke længere i deres tro, nægte det.
Forvandlingen er der ikke noget underligt ved. Nej, hvis vi skal kigge på mirakler i kirkeårets evangelier, så er det helt store mirakel, at alle andre mennesker – dem, der er nedenfor bjerget – har oplevet Jesus som MENNESKE. Det er dét mirakel som gav os mulighed for at identificere os med Jesus og længslen efter at følge ham. Guds elskede Søn blev et simpelt menneske i en simpel bolig med en simpel mission. – Nemlig dén at udbrede det livsgrundlag, at størst af alt er kærligheden, og lade mennesker inspireres til at give kristne værdier en stemme i denne verden. Ikke mindst gennem kirkens øverste hyrde, Pave Frans, som har været leder for kærlighedens og fredens budskab i 9 år.
At Jesus forvandlede sig på bjerget og derved gav både Peter og Johannes en forklaring fik stor betydning. Sådan ser vi det senere i Biblen. når Peter skriver i et af brevene, at denne tro ikke bygger på fantasi eller eventyr. Hans tro er bygget på dét, han har set med egne øjne – at Jesus udfoldede sig som Guds Søn mens han hørte Guds stemme fra Himlen.
Johannes skriver på samme måde i et brev: Jeg forkynder det jeg har set! Jeg forkynder for Jer, så I kommer med i det samme fællesskab. Deres vidnesbyrd bliver forstærket af at de har set begge sider af Jesus. Både den menneskelige og den guddommelige.
Den ydmyghed, som Gud lod Jesus møde verden med kan inspirere os i denne fastetid. Jesus gjorde sig selv mindre end han egentlig var. Jesus blev ikke oppe på bjerget efter forvandlingen. Han forlod ikke disciplene. Nej, Jesus vendte om sammen med dem, og gik tilbage ned ad bjerget. Hvad han gav dem var et glimt af sin egen og vores virkelighed.
Vi kan bede for at opleve forvandlingen på bjerget, hvor Gud viser sig i vores liv, så jorden ryster og en stærk stemme kommer fra skyen. At hvide klæder viser sig så stærkt at det skærer i vores øjne. I kontrast til det må vi forholde os til al den lidelse, vi hører om. Uskyldige der flygter eller dør i Ukraine. Og derudover, må vi også forholde os til al den lidelse, vi ikke hører om – al den lidelse, der træder i baggrunden i denne tid.
Så hvor er Gud? Lader Han bare jorden ryste, mens Han fremviser hvide klæder oppe i skyerne?
Gud udfolder sig i styrket svaghed. Rolig, stille, lyttende. Gud udfoldes ved en kvinde, der giver liv til et barn midt i krigens hårdhed. Gud udfoldes i den varme, som strømmer mod dem, der er i nød. For størst af alt er kærligheden! Netop i de ord udfolder Gud sig, og påtager sig rollen som menneske og dør for vores synders skyld. I svagheden udfoldes små glimt af skønhed og herlighed. I svagheden er virkeligheden.
Gud møder os i virkeligheden, og forvandler hvad vi kommer med til vores synders forladelse. Det er vores nådegave fra Gud – at vi kan overlade alt det beskidte, alt dét der er urent til Ham, og så forvandler Han det til herlighed.
Sådan tager Gud en simpel bolig i vores liv, og flytter ind med Sin kærlighed og opofrelse. For sådan stod der skrevet – at Han ikke blev oppe på bjerget men gik med mændene ned. Og således vil Han være med os og styrke vores svaghed, så både sorgen og glæden foldes ud i små glimt af herlighed.