Ev: Luk 13, 1 – 9
Et af de spørgsmål man meget ofte får som præst, men som I sikkert også hører fra mange, er spørgsmålet om hvorfor der sker så meget ondt i verden. Vi ser det lige nu i Ukraine – at krigens frygt sidder i ansigtet af alle dem vi kan se på TV, og at verdens ondskab blandes med verdens godhed ved grænserne, hvor flygtninge samles op af menneskesmuglere, som ikke vil dem noget godt. På samme tid er vi vidner til lidelse mange andre steder i verden, men måske også lidelse i vores eget liv. Vi vil gerne finde en grund til hvorfor ondskab og ulykker opstår. Hvorfor bliver vi syge og mister dem vi elsker?
Jesus peger på netop det spørgsmål i dag. Han peger på de atten der dør i tårnet som falder sammen og han peger på galilæerne som blev dræbt. Ingen af dem der døde var mere skyldige end andre. Ingen af dem der blev dræbt havde fortjent det. Ingen af dem der måtte betale med livet var særligt udvalgt til at skulle forlade denne verden. Alligevel skete det, og det er en påmindelse til os alle om at vi ikke har tusindvis af dage foran os.
Et ordsprog hedder: ’Hvorfor gøre det i dag, som kan udsættes til i morgen?’ Men sagen er at for os kristne, må vi vende det om. Vi må spørge os selv: ’Hvorfor udsætte det til i morgen, som vi kan gøre i dag?’ Hver dag vi står op, er en ny mulighed for os, for at forsone os med en uven, bede til Gud, lægge løgn og misundelse bag os. Gud giver os den chance hver eneste dag vi hører vækkeuret ringe. Den dag vi ikke hører vækkeuret, så er det for sent at gøre det, som vi havde planlagt og det som vi ville begynde på lige om lidt.
Vores liv her på jorden er ikke så uendeligt at vi kan tillade os at udsætte det liv som Gud har givet os i gave. Vi må omvende os hver dag, hver time og hvert minut, så vi ikke bruger hele livet på at fjerne os fra Gud og først søger Ham i vores sidste time. Det er aldrig for sent at søge Gud i vores liv, men omvendt er der ingen gyldig grund til at udsætte vores forpligtelse. Gud rakte ud til os i dåben og gjorde os til et Guds barn. Vi er dét barn gennem hele vores liv. Vi er barnet der ikke forstår en fars kærlighed og trofasthed. Vi er barnet der søger trøst, og vi er barnet der fortabes og kommer hjem igen. Men vi er også gartnerens figentræ fra lignelsen.
Sagen med figentræet er:
En mand har et figentræ i sin vingård
Problemet er at figentræet ikke bærer frugt som forventet
Manden beder gartneren om at hugge træet ned
Gartneren beder manden give træet en chance til
Gud, som gartneren, ser at træet er et figentræ uanset om det bærer figner eller ej. På samme måde ser Gud at vi er mennesker uanset om vi omvender os eller ej. Omvender vi os ikke, er vi ikke mere skyldige, men vi bærer ikke frugt. – Og vi må spørge os selv, om det er værd at gå gennem livet som menneske her på jorden uden at bære frugt. Lad os bede til Gud, at vi ikke, i vores sidste time, vil være langt væk fra Ham, men at vi allerede nu må vandre på omvendelsens vej, så gartneren vil se at vi bærer frugt, når vores time kommer. Lad os omvende os ved at forpligte os selv overfor Gud, og ikke tale dårligt om andre, eller møde verden med mistro og trods. Må vi hver især få Guds hjælp til at åbne vores hjerte og med åbne øjne se det visne i vores sjæl, som kun Gud kan nære og gøde, så vi ligesom træet gives en chance til.