Ev: Joh 16, 12 – 15
Mange af os har sikkert gennem livet oplevet noget ’der ikke var til at bære’. I det udtryk tænker vi ofte på noget negativt. Vi kan have mistet nogen alt for tidligt – blevet forladt, fået en svær diagnose eller oplevet lignende situationer, hvor vi erfarede at det var så tungt at være menneske, at vi ikke kunne bære det. Sådan føles det når vi står midt i det, men ser vi tilbage i vores liv, så gav Gud os alligevel styrke til at bære noget der var så tungt, at det ikke kunne løftes.
Det ubærlige forbinder vi med smerte, tab og lidelse, men hvad hvis vi ser på det modsatte aspekt! Måske har vi også oplevet en tid i vores liv så lykkeligt og så fyldt med kærlighed at vi ikke fattede det. I den her sommertid siger mange forelskede par JA til hinanden her i kirken. De planlægger deres bryllup i uger, måneder og år, og fælles for mange af dem er, at dagen ikke var til at bære. Parrene kan ikke bære så meget skønhed, glæde og kærlighed på én dag. Dagen bliver ubærlig i dens skønhed, som når en nyfødt baby kommer til verden eller vi er omgivet af dem der elsker os.
Fælles for det ubærlige – om det er positivt eller negativt – er at det åbner vores hjerte for at vi kan blive sårbare, ægte og autentiske mennesker. Det ubærlige inviterer til intimitet og nærhed med Gud, idet vi rives ud af vores liv som individer der bare lader os føre gennem ugerne, årstiderne og livet. Det ubærlige vækker os fra vores søvn, og giver os indsigt i Guds tilstedeværelse.
Mennesker der skal bære det ubærlige og det der ikke kan løftes, gives i den situation ører til at høre med, øjne til at se med og et hjerte at elske med, og igen får vi en påmindelse om at vi har brug for konstant støtte og hjælp til at bære vores liv. Vi kan ikke holde det i vores egne hænder. Som kirke, som fællesskab og som individer må vi hele tiden støtte os til Helligånden, for at være åbne for at forstå sandheden som er givet os af Gud, så vi kan give sandheden videre til andre.
I dag fejrer vi den hellige treenighed. At de tre – Gud, Søn og Helligånd – er tre, men samtidig én. Det er abstrakt men alligevel forståeligt. De er 3 men de er én – de er 3 der er kommet til os af Guds kærlighed – i Hans skikkelse, så når vi bærer på problemerne, er der 3 der bærer med. Når vi søger frelsen, er der 3 der viser os vej. Gud skabte os på en særlig måde – til at have et særligt formål her på jorden. Vi leder ofte efter mening med livet, men for Gud giver det, at vi er mennesker allerede mening, for Han kender os. Han venter ikke på at vi bliver på en bestemt måde, før Han vil have noget at gøre med os, for Han kender os, både for det gode og for det onde. Han kender os på det vi bærer på. På Hans tålmodighed er der ingen ende, for således sendte Han os Himlens advokat og sin egen Søn – og gav os det løfte, at ingen der tror på Ham skal fortabes, men derimod gives det evige liv. Treenigheden er måske svær at kende til bunds. Det er en livslang opgave som aldrig slutter, men Treenigheden er let at genkende som overskrift – de tre er som den ene, og den ene er som de tre: De er kærligheden. Den kender alt, men dømmer intet. Den ser vores fejl, men overvinder alt, og netop kærligheden, er Den Hellige Treenigheds mulighed til os mennesker. Så lad os fordybe os i den, og lade den gøre os villige til at forandre os, for da gives vi ører til at høre med, øjne til at se med og et hjerte at elske med.