Ev: Luk 11, 1-13
I den tid vi lever i er det blevet mere og mere moderne at være anderledes. Ingen skal bestemme over den enkelte, for så klager vi, og kræver at vores omverden former sig på en måde, så alt er tilladt og alt drejer sig rundt om os. Det bliver mere og mere almindeligt at individet sætter sig over fællesskabet, og at det at være sammen om noget, opfattes som om vi bare går i takt uden at tænke selv. Også kirken kan opfattes af mange på den måde. – At kirken er en kasse, som begrænser de troendes valgfrihed.
Når vi beder Fader Vor eller i det hele taget beder, så leves livet anderledes end dem som sætter individet i centrum. Vi kan ikke dirigere Gud udenom det vi ikke vil og vi kan heller ikke få Ham til at give mere af det vi gerne vil, med det formål at blive anderledes. Med andre ord så virker valgfrihed ikke i vores forhold til Gud, og dermed heller ikke i vores liv hvor meget vi end forsøger. Alt hvad vi får som svar på vores bøn, og alle de svar, der åbenbares hen ad vejen i livet er grundlagt af Gud.
Guds rammer er netop hvad vi får i bønnen, i glæden og i sorgen. Lidelse og sygdom får alle os til at bede en ekstra gang. Det er en påmindelse om at tage kærlig afsked med hinanden og elske stærkere, end hvis livet bare var lykkeligt i al evighed. Guds veje kan nogle gange være en mærkelig vej at gå, men når vi bekender os som kristne, – som katolikker, så er det i høj grad fordi vi tænker at Guds veje har vi tillid til.
En pige bad engang: ’Kære Gud, tak for alle blomster, tak for alt vandet, tak for solen, tak for alle sten – også dem jeg ikke kan løfte’. Den bøn siger os meget. For der er meget i denne verden vi ikke kan løfte. Ikke bare i sorgen, men også i glæden, for mennesket er begrænset, og det ved Gud.
Han bærer med os, ved siden af os, og giver os alt. Han giver os det vi kan tåle, og sommetider også det vi ikke kan tåle, men altid bærer Han sammen med os – og når det slemme er allerværst viser Han os i små glimt at det vi ikke kan tåle alligevel også udvikler vores tanker og idéer. Gud gør det og vi må følge med.
I Evangeliet beder disciplene Jesus om at lære dem at bede. At bede er som med alt andet – det kan være svært at komme i gang. Begyndelsen er svær. Ligesom det er svært at lære at cykle, at starte nyt arbejde eller kæmpe med svære lektier – sådan er det også at bede. Derfor må også vi lære at bede, for at bede handler ikke om at sige en remse, at kunne en tekst udenad. Faktisk kan man sige at det er farligt at kunne noget udenad – måske vil nogen af os snart sige Fader Vor her under messen og mens ordene flyder tænke på aftensmad og sommerferie. Tænk om vi talte med samme uopmærksomhed med andre mennesker!
Nej, når vi beder, må vi tale med hjertet, smage på ordene og i kærlighed til Gud bede om råd fra vores inderste, og ikke som en remse. Vi må have den samme tillid, som det kræver at tale med et andet menneske, åbne os og lade Gud svare. Når vi banker på, så lukkes der op, og ingen far giver sit barn en slange, når barnet beder om en fisk. Sådan siger Jesus. Gud giver os måske ikke altid lige det vi forestiller os. Nogle gange giver Gud endda noget, vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med, men sikkert er det at Gud giver os det vi har brug for, det vi kan lære noget af, det der er os til gavn.
At bryde rammerne og lade hele verden dreje rundt om os – sådan udvikler vores samfund sig. At øve os i at bede, at tro og holde fast, med nåden og tilgivelsen som nøglen i vores fællesskab, sådan udvikles vores nære forhold til Gud.
Lad os derfor åbne os i bønnen og lade Gud bære hvad Han vil, så mennesket kun skal bære det vi kan.