Ev: Joh 4, 5 – 42
Vand er et af de vigtigste krav til næring af alle liv. Faktisk udgør vand ifølge videnskabelige undersøgelser cirka 60 procent af menneskets krop. derfor vil mangel på væske i ethvert menneske resultere i døden. I Det Gamle Testamente er vand en almindelig metafor for åndelig tilfredsstillelse (Es 12:3)
Den første læsning i dag fortæller os om israelitternes prøvelser i ørkenen. Efter fire hundrede og tredive års slaveri i Egypten kom Gud for at udfri dem (12 Mos 40:<>). Alligevel brokkede de sig over Moses og rasede mod Gud, fordi de var tørstige. Gud gav Moses besked på at slå på klippen med en stav. Fra klippen kom vandet frem. Israelitterne drak og blev tilfredse.
Både den klippe, Moses ramte, og vandet, der strømmede ud fra den, symboliserer Kristus. Han er både klippen af vores frelse og vores evige levende vand. På denne tredje søndag i fasten har vi også brug for en åndelig væske fra det levende vand, der strømmer fra Kristus, som er tidens klippe. Derfor må vi: “Trække vand op af frelsens brønd” (Es 12,3) for at slukke vores åndelige tørst i fastetiden.
I den anden læsning beskrev Paulus, hvordan Kristi kærlighed “udgydes i vores hjerter ved Helligånden.” Her nævner Paulus vand idet han taler om: “at hælde”. Han minder os også om, hvor hjælpeløst vores liv var og stadig kunne være uden Kristus, det levende vand. Med andre ord, gennem sin død gjorde Kristus sig selv til kilden til vores eget liv.
I dagens evangelium præsenterer Jesus sig for den samaritanske kvinde som det evige levende vand. Dette understreger Kristi betydning i vores liv. Læren af dette er, at vi ikke må se ned på andre mennesker som er anderledes end os selv og vores normer. Det gælder både hele folkeslag, indenfor i vores egen familie og i det hele taget andre mennesker som vi måler os selv med.
Jesus vidste ganske godt, hvem kvinden var og hendes livshistorie. Han vidste hun var samaritaner. Alligevel henvendte han sig til hende for at få vand. Jesus formål med sin henvendelse var faktisk, at drage hende tættere på sig selv, det evige levende vand.
Hun bliver overrasket over at møde en jødisk mand, der indleder en samtale med hende. Hun var allerede sårbar på grund af sin fortid, og da hun mødte Jesus, kunne hun straks mærke hans accept af hende. Så hun er tryg nok til at tilbyde ham vand. Til gengæld tilbyder han hende at komme i kontakt med tørsten i hendes sjæl, som hun havde forsøgt at dulme ved at søge efter andre menneskers kærlighed. Fyldt med erkendelse af, at hun i mødet med Jesus har fundet kærlighed på et helt nyt niveau, løber hun til andre for at sprede den gode nyhed.
Ved at bryde tavsheden og gå imod de sociale skikke og fordomme bliver Jesus derfor Guds gave til denne kvinde og hendes folk. Ligesom Jesus må vi derfor være klar til at tage en risiko ved at udfordre de uretfærdige regler for sociale strukturer og normer der lever i vores samfund.
Det er ved at nedbryde mure, der udelukker mennesker, og ved at åbne muligheder for andre at oplevelsen af Kristus muliggøres. Vi kan også spejle os i det skænderi, der opstod mellem Jesus og kvinden. Det er et billede på de forhindringer, som også vi må overvinde for at lede folk til Kristus. Det er forhindringer som stædighed og manglende interesse indtil øjnene åbnes for evangeliet. Er vi selv forbundet med det evige levende vand, vil vi have et bedre og mere overbevisende vidnesbyrd. Gå derfor ud i dag og lad os ikke se ned på dem vi ikke kan spejle os i. Gå i stedet ud og vær det vidnesbyrd, som forvandler mismodet og ensomheden til det levende vand der kommer fra Kristus.