Ev: Matt 17, 21 – 35
En dag ville en lærer undervise om tilgivelse. Det var vigtigt at børnene ville forstå hvor vigtigt det er at fortryde og sige undskyld. Læreren fortalte om hvad synd er, og det ønske Gud har til mennesket om at tilgive. Nu spurgte hun klassen: ’Har I nogensinde oplevet at nogen gjorde Jer kede af det?’ ’Jaaaaa’ svarede børnene, og læreren spurgte så: ’Har også I prøvet at gøre andre kede af det?’ Og jo, de fleste af børnene havde også prøvet den side af sagen. Lidt for hurtigt måske, stillede læreren til et sidste spørgsmål: ’Hvad er det nødvendigt at vi gør for at nogen kan tilgive os?’ Alle tænkte sig godt om, men ingen kunne komme i tanke om et svar lige indtil en dreng svarede: ’Jeg tror, at for at nogen kan tilgive os, så skal vi først gøre noget galt!’
Ja, at gøre noget galt er nemt nok. At gøre noget galt er en del af det at være menneske, og således kommer vi til at handle uden kærlighed igen og igen. At gøre noget galt gør vi hele livet. Hvad der straks er sværere og stiller nogle helt andre krav er spørgsmålet om tilgivelse. Når nogen begår en forbrydelse mod os, står vi tilbage med den svære del – at tilgive og komme videre, for at undgå at bære den bagage på vores skuldre med os ind i evigheden.
Evangeliet siger i dag at vi skal tilgive ikke 7 gange men 77 gange – altså tilgive uden ophør. I vores forståelse behøver vi ikke tage stilling til ugerningens grad eller størrelse, for det Jesus lærer os er at enhver gerning skal tilgives, for ellers vil vi bliver overladt til bødlerne hos vores himmelske Fader. Altså lærer vi i dag at tilgiver vi ikke, men derimod dømmer andre mennesker, så vil der ikke være en plads til os i Himmeriget.
Når vi tilgiver bærer vi vidnesbyrd om Guds kærlighed, for via opfyldelsen af de ord vi beder i Fader Vor omsætter vi Guds barmhjertighed til at gælde i andre menneskers liv, og sådan bliver tilgivelsen en grundsten i vores kristne tro.
Uden tilgivelse kan et ægteskab kun vare få dage, og ethvert barn vil blive forladt af dets forældre, for sådan er det at tilgivelse rimer på kærlighed. Vi kan ikke have den ene uden den anden, og måske sidder vi lige nu hver især og tænker på et menneske, som vi mangler at tilgive. Det kan være, det føles som en byrde foran os, som skygger for vores lykke, for sådan ved vi at verden er fyldt med ondskab – måske også i vores eget liv. Vold, misbrug, og andre lidelser vi gennemgår, er alle problemer, som kan sætte dybe ar på vores sjæl, og hvorfor skal det tilgives?! Der må være en grænse! Men lad os se på tilgivelsen som en måde at Gud heler vores egen sjæl på. Når vi tilgiver, nærmer vi os Gud. Alt den gæld vi bærer på opløses i Guds hænder. Det samme gælder for vores næste.
Så lad os lære i dag, at vi ikke må lade dem, der har gjort os ondt én gang, gøre os ondt dobbelt. De gjorde os ondt én gang og vi tilgiver dem. For tilgiver vi dem ikke, gjorde de os ondt én gang, men så IGEN fordi vores manglende tilgivelse skaber en kile mellem os og Gud. Uden tilgivelse modtager vi på den måde en dobbelt straf.
At bære nag, at være fyldt med had eller uvenskab vejer meget tungt. Ja, man kan nærmest se hvor tunge disse byrder er når man ser på mennesker der lever uden at tilgive. De skaber ikke fred, de skaber ikke venskab og de spreder ingen kærlighed. Vi inviteres i dag derfor til at give slip på disse tunge byrder og gøre os fri fra had og fjendskab. Lad os virkelig reflektere over at tilgivelse bidrager til vores åndelige sundhed – at vores tilgivelse af andre, er en nøgle til at Gud tilgiver os.