Ev: Joh 20, 19-31
I dag fejrer vi første kommunion her i menigheden, og det er en chance for os voksne til at efterligne børnene og ligesom dem være ærlige, frie og uden sociale begrænsninger.
Børn kan stille mange pinlige spørgsmål. Når de spørger en voksen ’Hvor gammel er du?’ har de svært ved at skjule overraskelsen over at det overhovedet kan lade sig gøre, at være så gammel som fyrre, halvtreds eller højere endnu. Børn stille spørgsmål ved det, de ikke forstår. De er nysgerrige og kritiske overfor det de oplever. Som helt små lærer børnene det gode ord: ’Hvorfor?’ Et ord de bruger flittigt, og hvor voksne kommer til kort.
Som ung erfarer vi mennesker desværre, at den opførsel kan virke upassende for andre. Langsomt begynder vi at tænke frem for at spørge ærligt, og undres for os selv, frem for at udforske vores nysgerrighed.
Lad os bede til Gud at vi kan blive mere som børnene – eller mere som Thomas i dagens evangelium. Thomas giver os ærlighed i dag. Han siger: ’Jeg tror ikke….’, og så bringer Jesus ham til at tro. Evangeliet om Thomas bliver dermed en tydelig invitation til os alle. Vi inviteres til at sige ’Jeg tror ikke – jeg elsker ikke’, når altså vi har mistet vores tro eller kærlighed, for så vil Jesus komme til os ganske som til Thomas og gøre det nødvendige. Han vil sige – sæt din hånd i min side, sæt dine fingre i mine naglemærker, og så vil vi aldrig glemme, hvordan vi fandt den tro eller kærlighed vi havde mistet. At efterligne børnenes nysgerrighed kræver mod. Det er aldrig rart at gå ud og sige alt det vi ikke er, alt det som ikke viser vores gode side, men langt værre er det at forestille at være noget vi ikke er. En overfladisk tro, en overfladisk kærlighed, eller et overfladisk håb om opstandelse bærer ikke frugt, for overfladen har ingen rødder. For at rejse os, må vi tillade os selv at falde. Tror vi, så må vi tro på at Jesus vil give os en grad af vished, som vi tør danne grundlag for at han er sandheden, vejen og livet. Lad os med den tanke møde Gud i vores bøn med nysgerrighed.