Ev: Joh 10, 27-30
I dag fejrer vi den gode hyrdes søndag. Vi fejrer at de der kaldes til tjeneste for kirken, gives styrke og mulighed for at svare: Ja, jeg kommer. Den styrke og den mulighed gives af Gud, for det er et kald, det kan virke frygtindgydende at svare ’Ja’ til. Men på samme tid mærker vi også evangeliets ord – at det faderen har givet os, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af faderens hånd.
Vi kan blive kaldet til mange forskellige formål i vores liv. Gud kan kalde os til mange opgaver, for Gud ved at vi ikke alle kan blive biskop eller pave. Ikke på grund af manglende evner, men fordi der ikke er sådan et behov i vores verden. Gud har brug for mange flere nuancer blandt mennesker. Derfor kalder Han os både til at være hyrde i familien, for de udsatte, for børnene i skolerne eller for patienterne på sygehuset. For hver eneste person er Guds kald forskelligt, og nogle gange lyder det kun som et fjernt ekko ude i horisonten.
Det er frem for alt op til os selv, ved Guds hjælp, at svare på det kald. Nogen går gennem hele livet uden at svare ja til de opgaver som Gud har kaldet dem til. Andre har så travlt med at følge deres egne veje at de slet ikke hører Guds stemme kalde på dem til vigtigere opgaver. De mennesker ser vi ofte, når de må udskifte deres økonomiske succes men den menneskelige fiasko.
At følge Guds planer giver os ikke en gratis billet her i livet, hvor vi er evigt lykkelige og ikke behøver bekymre os. Livet er som livet er, også for den der svarer Guds kalden med et ’Jeg kommer nu’. Også i det liv vil vi opleve vildrede, tårer og håbløshed, for slet ikke at tale om andres kritik. Det at udbrede det kristne budskab om næstekærlighed, kan føles helt udenfor vores rækkevidde eller misforstået. Men til forskel fra vores egne planer hvor vi livet ud er overladt til disse frustrationer er livet med Gud anderledes.
På vejen frem mod at træffe vigtige valg om ens fremtid kan mennesker ofte befinde sig i et stort tomrum. Måske står de med ét ben i ønsket om et Gudsviet liv, og med et andet ben i forventningen om ægteskab – splittede mellem hvilke veje de skal gå. Lad os som menighed bakke op om disse menneskers bekymringer. Vi behøver ikke at kigge langt ud i fremtiden, for at se det store behov der er for mennesker der har modet til at føre et Gudsviet liv. Der er præstemangel – også her i Danmark, og der er hårdt brug for ordensfolk til at sprede det glædelige budskab i alle lande. Lad os virkelig samles om dette formål, for at vores kirke fortsat kan leve og blomstre – også i helt nye områder i verden, hvor kirken endnu aldrig har fået fodfæste.
I vores kald kan vi vandre med Jesus, ligesom mændene der gik til Emmaus, og på den vandring vil vi erfare at Jesus trækker vejret sammen med os, og taler når vi taler.
I dag samler vi kollekten til de unge mænd som har svaret ja, da Gud kaldte dem. Vi giver dagens kollekt til de præstestuderende som har fulgt efter den planer Gud har lagt for dem her i Danmark og hele Norden. De har forladt deres familie og trygge rammer og er kommet hertil for at gøre tjeneste for Gud. Lad os bede for dem at Guds stille kald altid må lyde med tydelighed for dem både i deres glæde og tvivl. Og lad os bede for at Guds kald også må være klart for os, og at vi vil finde modet til at svare: ja, jeg kommer.