Prædiken 5. søndag i fasten 2020 29.3.2020

Når det om bare kort tid bliver påske skal vi på ny indvie vandet og lyset og være vidner til opstandelsen. De sidste 2 søndage har Jesus peget netop på påsken med de evangelier vi har hørt. Jesus lover den samaritanske kvinde det evige vand. Jesus giver lyset til den mand, der er født blind og i dag gives vi fortællingen om Lazarus, der opstår fra de døde.

Disse evangelier har en særlig betydning for os fordi de midt i en fastetid peger hen mod at vi skal forberede os på at forny vores dåbsløfter, og evangelierne peger også på en hverdag, hvor vi skal efterleve de ord, der er blevet sagt over os, da vores mor og far bar os frem til dåb.

Vi er i en tid lige nu hvor vi er omgivet af nyheder, der handler om sygdom og død og økonomisk ødelæggelse. Det er nemt at sidde hjemme og miste modet. Men kigger vi ud af vinduet, ser og hører vi også en anden virkelighed. Vi hører fuglene. Vi ser at forårsblomster kommer fra jorden og at træerne springer ud. Når vi går tur mærker vi at solen varmer vores kinder. Vi ser at naturen forandrer sig, og at naturen ikke bekymrer sig om Corona virus. I naturen – i Guds skaberværk – ser vi at det Gud lod dø i efteråret, – det lader Han igen vokse frem. Han lader det hele genopstå i en ny form.

Evangeliet om Jesus der vækker Lazarus fra de døde er et evangelium vi ofte hører ved begravelser. Vi hører det evangelium fordi det giver de pårørende et håb om at den døde vil genopstå i en ny form, og at Kristus vil befri den døde for synden – altså de klæder som Lazarus er viklet i. Men fortællingen om Lazarus handler ikke kun om den døde. Den handler lige så meget om den levende, som er vidner til dette mysterium.

I fortællingen er Martha vidne, og i dag bliver vi vidner til det, der sker. Jesus spurgte Martha: Enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

Så dette evangelium har to dele. Én del hvor den døde opstår, og en anden del, hvor denne handling bringer flere til at tro, og styrker troen hos dem, der allerede tror.

I den tid vi lever i, kan også vi finde trøst og håb  i Jesu ord og gerninger. For alle dem, der er sovet ind, lever det trøst, at de aldrig i evighed skal dø, på trods af at de har mistet livet. For alle levende, spirer det håb, at vi kan bekende vores tro som Martha gjorde det: At også vi kan svare: Ja Herre, du er Kristus, Guds søn, som kom til verden.

I dagens evangelium inviteres vi til at reflektere over, at et livsgrundlag som menneske er, at vi alle skal miste livet på jorden. Vi kan ikke undgå det, når den dag kommer. Men på vejen dertil, må vi ikke lade vores sjæl dø. Vores sjæl må ikke, som bladene om efteråret, visne, og som græsset blive brunt. Vores sjæl må hele livet ligne Marthas bekendelse og foråret, hvor noget nyt spirer frem og giver liv.

Lad os derfor give pleje og omsorg til vores sjæl. Vi kan læse i Bibelen, vi kan bede og tilbede, og vi kan omvende os. Hver eneste dag, time og minut er en ny chance for os, til at fjerne synden, og Lazarus ligklæder, fra vores liv. På den måde vil et nyt håb, en styrket tro og en livgivende spire vokse frem, til glæde for Gud og mennesker.

Bliv hjemme hver for sig, med lad Jeres sjæl bekende at Kristus er Guds søn, som kom til verden. Bekend Jeres tro på Kristus ved i denne tid at forandre de små ting. Vis forståelse, en større tålmodighed, tilgivelse og lyt til hinanden. Skab en forandring i de små ting, for da vil vi sammen skabe et nyt samfundssind der rækker langt ind i fremtiden, og er grundlagt af Kristus.