Ev: Joh 17, 20 – 26
Herren er konge; den højeste over hele jorden
I de ord vi lige har lyttet til i evangeliet lægger Jesus sin tillid og kærlighed til Gud frem for disciplene. Vi er i timerne før Jesus korsfæstes, hvor Jesus er ved at give den forsikring til disciplene, som de har brug for. Han giver dem trøst ved at love dem at Guds tilstedeværelse i deres liv ikke vil slutte med Jesu død. Han beder for dem, og han beder for alle dem der vil komme efter dem.
Han beder for deres børn, børnebørn, efterkommere og dermed også for os der sidder her i kirken i dag – for han beder for enhver som ved andres ord kommer til at tro på ham – at de må blive ét med ham og ét med Faderen.
Jesus lægger sit hjerte frem for Gud, og beder Gud om barmhjertighed overfor det folk som er bragt til tro uden at have set Gud, i den skikkelse de forventede, med deres egne øjne, men som har stolet på Hans udsendte.
Vi kender disciplene i det nye testamente ved navn fordi vi år efter år følger kirkens tekster. Vi kender Thomas som tvivlede. Vi kender Peter som fornægtede Jesus. Vi kender Judas som forrådte ham. Det er for disse mennesker Jesus beder inderligt i dag.
Havde disse mænd været ansat i et firma eller indgået i det samfund vi kender, så havde de ikke været meget værd. Med deres handlinger levede de ikke op til hvad man i tillid til deres virke kunne forvente af dem. De viste sig på mange måder som uegnede, men den bøn og de ord Jesus taler til os i dag er en påmindelse til os om at den måde vi ser andre mennesker på, kun er begrænset til det syn vi har gennem vores menneskelige briller. Gud har andre briller på.
Guds syn på mennesker er mere abstrakt. Derfor byggede Han sin kirke på de udvalgte disciple, som var fyldt med fejl og mangler, men som Gud alligevel betragtede som et folk, der var ét folk i Ham og som var blevet udsendt for at forkynde om Guds Rige.
Den inderlige bøn vi hører fra Jesus i dag handler ikke bare om dagen i dag men hele fortiden, nutiden og fremtiden. Jesus siger: Du har elsket mig før verden blev grundlagt, for sådan kendte Gud hele denne verdens skæbne endnu inden Han skabte fuglene og skilte dag fra nat. Og Jesus beder for disciplene af nutiden fordi de har erkendt at Gud har udsendt ham. Og Jesus beder for os – for efterkommerne i denne verden. Han beder for at enhver skal røres af evangeliets håb, liv og kærlighed. Han beder for enhed.
Det er en enhed vi kan have svært ved at få øje på i vores samfund. Mens nogen har overflod, kæmper andre for bare at få det mest basale. Og mens nogen kan leve ubekymret, må andre leve et liv i frygt. Alligevel kan vi på mange måder gøre Guds vilje og gennem et kristent liv vælge at stræbe efter enhed med andre mennesker, for også at opnå enhed med Gud. Det er i vores hverdagsliv, at vi må tage Guds briller på, og se på hvad vi ser igennem dem. Med Guds briller på gives vi en chance for at se med kærlighed på andre frem for ondskab. Vi får mulighed for at se med barmhjertighed frem for hån, og med de egenskaber leve et liv i enhed. Er vi ikke i enhed med andre mennesker, er drømmen om enhed med Gud kun et ønske som ligger fjernt fra os. Lad os derfor altid søge enhed med andre i fællesskabet om forståelsen af at Gud har udsendt Jesus. Da vil vi med rette få del i den kærlighed Gud gav til os gennem Jesus.