Ev: Matt 16, 13-19
I dag fejrer vi Peter og Paulus, som stod i spidsen for den helt tidlige kirke. De døde begge som martyrer for deres tro på Gud, og på trods af deres forskellighed fejrer vi dem på den samme dag, for deres mod, og fordi de satte sig selv sidst i deres iver for at udbrede Guds ord, og danne kirke for de troende.
Vi tænker måske om de 2 martyrer vi fejrer i dag, at de har haft det nemt, da de dannede kirke efter pinsen. At de med lethed har lavet regler og love, og at alle fulgte deres bestemmelser og interesseret lyttede til deres forkyndelse.
Men i Det nye Testamente erfarer vi at de – ligesom os – havde udfordringer i livet som Jesu efterfølgere. Paulus skriver blandt andet følgende: ’Af jøderne har jeg fået slag. Jeg har fået pisk, er blevet stenet og har været i fare blandt røvere og falske brødre. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne’.
Som kristne i år 2022 kan vi spejle os i det som Paulus skriver om i brevet til menigheden i Korinth. Tænk hvis han havde givet op, og stoppet med at prædike for jøder og ikke-jøder? Tænk om han havde vurderet at det ikke var indsatsen værd?!
Da havde der ikke været et grundlag for den kirke som vi kan fejre messe i her i dag, og Guds ord havde ikke givet genklang i vores verden. På samme måde ville det have sket, om Peter fortsat havde fornægtet Jesus og ikke blevet den klippe, som Jesus ville bygge kirke på. Peter blev den første pave, og hver eneste pave der er blevet kaldet efter ham, peger direkte tilbage på Jesu ord om klippen og om nøglerne til Himmeriget.
Vi ved om Peter at han fornægtede Jesus, – at han den ene dag ville gå i døden for Jesus og den næste dag slet ikke ville indrømme at han kendte ham. Og vi husker Jesu ord til ham: Vig bag mig satan! Med det vi læser om Peter, kan vi undre os over den rolle, han fik som den første pave, men vi må kigge dybere på Peter og se hans kærlighed. På grund af hans ægte kærlighed blev han valgt. Også vi måles på vores kærlighed, og ikke vores evne til at gå gennem livet uden at begå fejl. Lad os virkelig angre vores synder og fejltagelser, for på den måde at lægge vores inderste kærlighed frem for Gud, så også vi viser os værd at bygge på.
Med tydelighed er fejringen af Peter og Paulus et budskab til os om at hvert barn, der bringes til dåb, har en plads i denne verden. Det er en plads vi er blevet udpeget til af Gud, for at vi som Hans redskab må forkynde vores tro i denne verden. Når vi bringes til dåb, er ingen af os ligegyldige individer, der bevæger sig rundt på jorden i cirka 100 år for så at blive lagt til hvile.
Gud arbejdede gennem Peter og gennem Paulus, og Gud arbejder gennem os. Fejringen i dag er en påmindelse til os alle om at Gud gør brug af vores talenter og vores svagheder, hvis vi giver Ham lov til at tage bolig i os. Ingen behøver være perfekt og fri for fejl, for at være værdig til at tjene Gud. Derimod er kærligheden, som Peter og Paulus er lysende eksempler på, den vigtigste sten i det fundament, som vores trofasthed overfor Gud bygges på.