Ev: Mark 1, 12 – 15
Når man læser den sætning i evangeliet: ’Og i 40 dage var han i ørkenen’ er det bare en sætning som lyder ganske let. Der står ikke at de 40 dage var svære, hårde, ikke til at holde ud eller helt forfærdelige. Men ethvert barn der har fejret jul, ved hvor svære 24 dages venten er at holde ud, og vi voksne kender også det med at tiden bliver lang – og kun få af os har en tålmodighed der rækker til 40 dage.
40 dage var Jesus i ørkenen og vi kan kun gøre os forestillinger om hvad han lavede der. Hvad ville VI lave der i ørkenen er spørgsmålet til os i dag. Det var Ånden der drev ham derud – hvor driver Ånden OS hen? Sandsynligt er det at Ånden også vil drive os derud. Der hvor der ikke er noget andet menneske. Der hvor intetheden hersker og hvor vi ikke kan stikke af.
Jesus blev fristet af Satan. Hvis nu Satan lignede dem der kommer til karneval, så kunne vi nok klare det. Hvis der pludselig stod en skikkelse foran os klædt i rødt og stikkede til os, ville vores alarmer ringe og vi ville sige ’nej tak’ til alt vi blev tilbudt. Men fristeren er mere snedig end det. Det er ikke en skikkelse – ikke en mand i rødt tøj. Nej, fristeren kommer i form af alt det vi længes efter – alt det vi mangler, og det taler til os fordi fristeren altid taler med fornuft og overtalelse.
Når fristeren kommer til os er det ofte i vores ensomhed. Tankerne opstår når vi er alene, når vi er drevet ud i ørkenen af Ånden – en ørken af kedsomhed eller meningsløshed. Det er netop der at kvinden på slankekur alligevel tager et stykke chokolade, og manden uden penge alligevel køber et par nye bukser, og en helt anden mand til at sige: Jeg vil ikke være prins. Jeg vil være konge!. ’Det går nok’ prøver vi at trøste os med. Det hele går nok selvom vi bukker under.
Men fristeren frister med mere end chokolade og bukser og konger, for det samme sker når vi lyver, når vi sladrer, når vi gør oprør kun for oprørets skyld. Det er fristeren der taler, og vi tænker stadig at det går nok, men i sandhed får hvert eneste ’ja’ til fristeren os til at fjerne os fra Gud. Fristeren hiver i os, og følger vi altid med, levner det ikke megen plads til Ånden i vores liv.
Vi er lige begyndt med de første fastedage. En unik mulighed for os til at gå ud i ørkenen – slukke for TV’et, dankortet, mobilen, indkøbene og bilen og vove at gå ind i stilheden. Dér vil vi helt sikkert opleve fristelser på vores egen krop. Vi vil sige ’ja’ til nogle, men vi vil også evne at få øje på fristelserne og sige ’nej’ til nogle andre og da vil vi opleve hvordan Ånden driver os og bærer os, der hvor intetheden hersker.
Jesus siger til os i dag: ’Omvend Jer og tro på evangeliet’. For at omvende os må vi gøre noget nyt. Vi må læse evangeliet, dele det og bruge tid på at forstå det. Vi må tale med nogen om det og evangeliet er netop det vi kan fylde vores vandring i ørkenen med. I teksterne, i det vi kan huske og i det vi ser som en film med lukkede øjne vil vi holde fristelserne væk.
Lad os på denne første søndag i fasten sammen vove os ud i ørkenen, for sikkert er det at vi vil lære meget, der hvor der er intet. Vi vil erfare stort, der hvor der er småt.