Ev: Luk 4, 1 – 13
Hvis vi lytter til dagens evangelium og tænker at fristelsen af Jesus i ørkenen slet ikke minder om de fristelser vi oplever, fordi vi er mennesker og Jesus er som Gud der bare kan sige nej og ikke har menneskets svaghed, så er der noget vi ikke helt har forstået om Jesu fødsel.
Måske tænker vi at vores fristelser er meget mere svære at modstå. Vi styres i denne verden af vores lyster. Det er lysten til at være bedst, først og størst. Der er meget der kan friste mennesket. Og menneske er netop hvad Jesus er, da han står i ørkenen og Djævelen forsøger at friste ham med både mad, magt og bevis for at han er Guds Søn.
Fristelsen for Jesus er lige så stor som den er for os, og med den tanke bliver det nemmere for os at lade os inspirere af Jesus som siger ’nej’ til fristelserne igen og igen. Og det er som der står skrevet, – at da Djævelen ikke havde mere at friste Jesus med, forlod han ham for en tid. For mødet mellem Djævelen er Jesus er ikke anderledes end i vores tid – Djævelen giver ikke helt op for evigt. Djævelen forlod ham kun for en tid, sådan som det også sker for os.
Også vi får øje på en fristelse i vores liv, og ser at det virkelig er en fristelse. Vi ser med tydelighed forskellen på rigtigt og forkert, og vender os rundt med et nej tak. Men uventet ud af det blå vender Djævlelen tilbage med et nyt tilbud til os. Vi opdager slet ikke fristelsen, før vi står midt i den uden mulighed for give afslag. Og sådan finder vi os selv overraskede over, at vi fortalte en løgn, fremhævede os selv eller sladrede om et andet menneske.
Djævelen eller fristeren står altid klar til at møde os når han har noget at friste med, og han ved at mennesket er svagt. Desværre viser han sig ikke i en skikkelse som er nem at genkende og dermed let at sige nej til. Han viser sig i vores egen egoisme, i gode tilbud, i nyhederne og på sociale medier. Han viser sig overalt hvor vi befinder os.
Giver vi helt op over for Djævelens fristelser, styrer vi mod afgrunden. Siger vi ja og ja og ja til Djævelen vil vores liv styres direkte væk fra Gud. Væk fra troskab. Væk fra sandhed og væk fra alt det gode. Vor tids egoisme er et billede på hvordan fristelserne vinder over menneskets tillid til Gud.
Egoisme er måske den største trussel mod os mennesker. Egoisme er dét, der tager livet fra uskyldige i Ukraine og driver andre på flugt. Sådan sker det, når fristelsen for at blive den største med mest magt overskygger kærlighedsbuddet om at elske sin nabo. Og sådan er det tit med fristelsen – at uanset om det er i magt og politik, eller om det er hjemme i vores egen stue – så er det fristelsen til egoisme der vinder over næstekærlighed, bevidst eller ubevidst.
Kun ved at begynde at være bevidste om fristelserne, kan vi forsøge at styre det, som forgifter vores liv. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi må bede om Guds hjælp, overgive os til Ham og søge ind under Hans nåde, så det ikke er forgæves at Gud har givet sin egen Søn for at mindske Djævelens magt. Jesus mødte fristeren i ørkenen ikke kun med sit eget ord, men også med Guds ord, fordi Jesus fik Guds styrke i sig ude i ørkenen. Lad os på samme måde møde fristeren med Guds styrke i os og ikke kun med vores egne svage ord, for så taber vi. I stedet må vi lade Gud være der, give Ham plads til at forsvare os og give os et krigens skjold mod alt det der frister. Sådan gør vi når vi søger bønnen og Guds nærvær, og bliver ét med ham i eukaristien.