Ev: Matt 17, 1 – 9
En dag var en præst meget sent på til et møde med Biskoppen. Mødet var i København, og der var ingen frie parkeringspladser omkring og det var sommer. Så præsten blev mere og mere irriteret, mens han kørte rundt. Til sidst parkerede han bilen, som han bedst kunne og skrev så en seddel: ’Kære parkeringsvagt. Jeg har kørt rundt om husene 10 gange men der er ingen frie pladser. Jeg har parkeret min bil ulovligt da jeg ellers ville gå glip af mit møde med Biskoppen. Tilgiv mig min synd, og du vil frelses i Himlen. Venlig hilsen Præsten’. Den seddel satte han i vinduet udenfor. Inden længe kom en parkeringsvagt forbi og så sedlen. Han læste, hvad præsten havde skrevet, og skrev så på sedlen: ’Kære Præst. Jeg har gået 10 gange rundt om husene forbi din bil. Hvis jeg ikke giver Dem en bøde, vil jeg miste mit job. Led mig venligst ikke i fristelse, men fri mig fra det onde. Venlig hilsen, parkeringsvagten’.
Ja selvom præsten forsøgte at forklare sin sag, fik han alligevel en bøde, og mon ikke han havde fortjent den! For hvad var det præsten havde gjort denne dag, han skulle møde Biskoppen? Jo, han var ydmyg overfor Biskoppen, og ønskede at komme til tiden, men overfor parkeringsvagten var historien en anden. Præsten ophøjede sig selv til en vigtighed, der skulle få vagten til at bryde reglerne for at give bøder.
Denne lille historie hænger godt sammen med dagens Evangelium. Her er det Peter, der ligesom præsten ophøjer sig selv, og retfærdiggør at der skal gives en særlig hytte til Jesus, Moses og Elias. De skal være en undtagelse og noget særligt som præsten i historien, så de kan føle nærhed med Jesus. Ja, sådan ønsker Peter det på bjerget, fordi han nu har set himlen, et glimt af det evige liv og intet menneske forlader jo frivilligt et sådan sted. Men sådan fungerer livet for os mennesker jo ikke. Som himlen viste sig for mændene, således viser lykken sig for os. Nemlig glimtvis. Man kan sige at uden af og til at bære tunge kors, er vi ikke i stand til at føle letheden af at bære en krone.
Måske er det lidt svært for os i dag, at sætte os ind i hvad Peter har tænkt den dag på bjerget, men mon ikke det bliver meget lettere, om vi i stedet tænker på præsten, som er ved at komme for sent til sit møde. Hvem her kan sige sig fri for at have udvalgt sig selv til en særlig status, at regler som er lavet, i særlige tilfælde ikke gælder lige netop mig? Ja, denne fristelse eksisterer for hver og én af os. På denne måde fristes vi til at fornægte de svære ting og altid opholde os i lyset med glæde og fest, uden vi begrænses at firkantede regler eller svære perioder.
En sådan sorgfuldt periode afsluttedes netop da Peter, Johannes og Jakob gik med Jesus på bjerget. De havde i lang tid kendt til at Jesus måtte forlade dem med sin korsfæstelse og det satte jo unægtelig sit præg på stemningen blandt dem. At vide en mand skal dø er en svær ting, og allerhelst ville de forlade Jesus. Så Jesus forsikrede dem: ’Bliv hos mig, og jeg vil vise Jer himlen som er jeres fremtidige bolig. På den måde blev de hos ham, og da han førte dem til bjerget den dag, så de at alt han havde sagt var sandt, og at der var god grund til at følge ham til hans dages ende.
På samme måde er det for os nogle gange. Vi vil gerne altid fejre sommeren, påsken, julen og andre højtider men fastetiden og langfredag er ikke ønskeligt. Men vi glemmer at festen og glæden styrkes af de forventninger vi oparbejder, og at påske kun er påske, fordi vi vandrer sammen med Jesus i hans lidelser, netop i den faste vi gennemgår nu. Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle til at vende Jer mod fasten og være tilstede i den nådetid, som vi nu er påbegyndt. Således kan vi sammen vende fasten ryggen i påsketiden, og gå den vej som leder til himlen i fællesskab. Vi kan følge Jesus til bjerget, hvor vi, ligesom Peter, kan råbe og glæde os over det glimt af himlen, vi vil se. Og når vi træder ud af hverdagens problemer og travle timer, er der her i kirken et rum for os der minder om bjerget. Et rum hvor vi kan glemme verden udenfor og være alene med Gud, og drømme om at bygge hytter – for her i kirkerummet er alting nemmere. Vi kan føle at vi er i Himlen.