Ev: Mark 4, 26 – 34
Når ikke lige vi hører om Corona Pandemien i nyhederne er der et andet stort emne, som alle medier taler om. Det handler om klima og miljø, og dyrearter der forsvinder på grund af den måde vi mennesker behandler jorden. Jo klogere vi mennesker bliver jo hårdere går det ud over den jord som Gud har skabt. Vi opfinder fly, fremstiller fødevarer med kemi og køber tøj som er produceret i fjerne lande.
Mennesket tror at vi kan tvinge jorden til at give os noget at høste og handle med, så vi kan blive rige og fortsætte med at presse jorden til at give os mere og mere. Vi bruger jordens ressourcer til at fremstille ting, der bidrager til vores verdens overflod. Sådan behandler vi jorden, sådan tror vi at vi ved hvordan mennesket kan få alting til at ske. Sådan kan vi få Guds jord til at makke ret!
Men det er sådan med jorden – med dette Guds rige vi lever i – at det er Guds sag. Vi mennesker kan pine og presse jorden ved at producere og gøre krav på rigdom. Vi kan pine og presse vores liv med ondskab, løgn og bedrag, men jorden og mennesket er og bliver Guds sag.
Det som Gud sår vil vokse og gro til gavn for mennesker og vi vil ikke vide hvad der skete. Mens vi sover eller er optaget af andre ting, vil det, som Gud sår spire, og det vil komme som et chok for mange mennesker, for sådan er det ofte med mennesket – at kun det som mennesket har set med egne øjne, kan mennesket tro på.
Gud er hævet over det. Han lader ting ske i denne verden mens vores øjne er lukkede, og selvom vi ikke ser det ske, så sker det alligevel. Og uanset hvilken pine vi udsætter jorden eller mennesket for, så kan vi ikke ved egen kraft tvinge det frem, som vi tror, Gud ønsker skal komme frem. Gud sår der hvor Han ser nødvendigheden af at så, og Han høster altid, der hvor han har sået.
Sådan sår Gud kærlighed mellem mennesker. Han ser kærligheden vokse – det kan intet menneske standse eller lave om. Det kommer til os når det kommer, og det bliver hos os, til Gud siger stop. Vi er givet den tillid, at alt som Gud giver os, det vil vi værne om og passe på med omsorg og ansvarlighed.
Som præst hører jeg ofte fra mennesker, at det er en stor sorg i deres liv, at Gud ikke har givet dem noget at passe på. De er ikke blevet givet noget der er deres, men alle har vi noget at passe på – nemlig det liv som Gud har givet os, for at vi kan være hans redskab i denne verden, og vi må huske at som sennepsfrøet der er helt usynligt i jorden, – ja det vil pludselig uden varsel bryde op, og sådan er det også for os. Det der i vores liv synes meningsløst eller uløseligt – det vil pludselig uden varsel se helt anderledes ud, når først Gud lader det gro.
For sådan er netop Guds Rige. Det er lige her midt iblandt os, og pludselig vil det gøre alting nyt. Troen på Gud nærer vores sennepskorn, nemlig det korn der vokser lidt hver dag, så vi ser mere og mere af det, og med tiden erfarer hvilken betydning det giver vores liv. Under sennepskornet kan man finde skygge, og ved sennepskornet kan man finde læ, og sådan er det fordi Gud såede sennepskornet og lod det vokse i tro, håb og kærlighed til mennesket.