Ev: Matt 9, 36 – 10, 8
På denne ellevte almindelige søndag minder Kirken os om vores kald fra Gud. Dette kald kan forstås på to måder; For det første gennem Guds pagt med Israel. Gud udvalgte og kaldte os til at være sit folk. For det andet kaldte Gud os gennem Jesus Kristus, den nye pagt, til at være hans disciple. Så Gud gjorde os til sit folk og forsonede os i Kristus. Gud kaldte os, hver ved navn, til at være et folk, der var indviet til ham.
Første Læsning fortæller os om en af Guds mest berømte pagter med sit folk i Det Gamle Testamente, Sinai-pagten. Gennem dén gjorde Gud Israel til sit folk og tilbyder at lede dem mod en stor skæbne, og hans folk tilbyder til gengæld lydighed.
Hvis folket er trofast mod deres løfte, vil de for evigt være det hellige folk og Guds ejendom. Hvis de fejler på grund af deres menneskelige skæbne, vil Gud ikke forlade dem, men vil fortsætte med at søge efter dem. Dette er Guds måde at handle på. Selvom vi fejler, forlader Gud os aldrig, og på den baggrund lyder et ordsprog “At fejle er menneskeligt; at tilgive guddommeligt.«
Som mennesker fejler vi altid i vores del af vores pagt med Gud. Ligesom israelitterne i Det Gamle Testamente er vi hurtige til at sige: “Alt, hvad Herren har talt, vil vi gøre!” (19 Mosebog 8:<>). Vi er hurtige til at sige ja, vi tror og vil være trofaste mod vores pagt. Men de fleste gange fejler vi. På trods af dette forlader Gud os aldrig. Han fortsætter med at være trofast mod sin pagt.
I dagens anden læsning minder Paulus os om, hvordan Gud fortsat er trofast mod os og for vor frelse gennem sin eneste søn, Jesus Kristus: “Det, der beviser, at Gud elsker os, er, at Kristus døde for os, mens vi stadig var syndere.” Gennem Kristi offer bliver vi konstant forsonet med Gud. Så Gud forlader os aldrig, fordi han udvalgte og kaldte os til at være sit folk.
Det andet aspekt af vores kaldelse er at være Kristi disciple i en verden, hvor det er nemt at miste meningen med livet. Det er en verden, hvor mange føler sig forladte, hjælpeløse og håbløse. Dette kald og denne mission blev skabt af barmhjertighed og medfølelse for en modløs og forladt verden. Derfor fortæller dagens evangelium os: “Ved synet af folkeskarerne blev Jesu hjerte bevæget af medlidenhed med dem, fordi de var urolige og forladte, som får uden hyrde.”
Vi har som kristne hver især et unikt kald. I kraft af vores dåb udvalgte og kaldte Gud hver enkelt af os ved vores nye navn, præcis som han kaldte sine tolv apostle i dag, for at hjælpe vores forladte verden. Dette er et særligt kald og en invitation til at løfte og redde vores modløse verden fra ruiner. Det er et kald til at være trofaste hyrder for hinanden. Når Gud og hans Søn fortsætter med at vise os barmhjertighed og barmhjertighed, må vi også vise barmhjertighed mod hinanden, især mod dem, der har fejlet eller begået fejl på den ene eller den anden måde.
I dag sendte Kristus sine disciple med specifikke instruktioner. “Gå ikke ind på hedensk territorium eller gå ikke ind i en samaritansk by. Gå hellere hen til de fortabte får af Israels hus. Når I går, så kom med denne besked: ›Himmeriget er nær.‹ Helbred de syge, oprejs de døde, rens spedalske og uddriv dæmoner.”
Diskriminerer Kristus fordi han i sin tale vælger nogen fra? Nej! Kristus kom for at frelse verden. Men vores kald og mission skal starte et sted. Vi må starte denne mission med os selv. Det må begynde i vores hjem, familier og samfund. Senere kan missionen udvides til andre. Gennem dette minder Kristus os om, at næstekærlighed begynder i hjemmet. Dette er vigtigt, fordi vi først må blive Guds folk, før vi bliver Guds disciple.
Så, mine kære brødre og søstre, lad os bede til Gud om at holde os trofaste mod hans kald til at være hans folk og disciple.