Mark 4, 26 – 34
På denne ellevte søndag i almindelig tid minder kirken os om, at Jesu kirke som en del af Guds rige er som et træ plantet af Gud i verden. Fra det mindste af alle frø bliver kirken den ædleste af træer og fylder jorden. Kirken er det fysiske bevis på Guds rige. Så ligesom himlens fugle er vi kaldet til at skabe vores hjem i Kirken.
Det er som det allerførste, et budskab om håb og genoprettelse. Gennem profeten Ezekiel lovede Gud at genetablere og ophøje sit folk, der var i eksil i Babylon. Det betyder, at Gud ønsker at rejse sit folk fra et rige af undertrykkelse, fattigdom og elendighed til et rige med retfærdighed, velstand og fred i sindet.
Dette er riget, hvor Kristus regerer som konge og som livets kilde. Dette er riget, hvor Gud ønsker, at vi skal være. Kirken er det synlige tegn på Guds rige, der giver tilflugt til alle mennesker.
I den anden læsning minder Paulus os om, at vi er på en rejse mod Guds rige for at være sammen med Kristus. Derfor må vi til stadighed leve et liv som behager Gud – et liv som har det formål at forenes med Ham, og ikke et liv som kun har et jordisk mål.
I dagens evangelium bruger Kristus to lignelser til at beskrive Guds rige. Det rige, han inviterer os til, er enkelt og fredfyldt. Det er åbent for alle, der søger det med et oprigtigt hjerte. For at finde hjertets oprindelighed må vi lede i det små. I noget så småt som et sennepskorn. Fra det små – det næsten usynlige – kan der vokse mægtige ting frem, blot det får den rette næring. Og der ligger netop nøglen til Guds rige.
Derfor henviser sennepsfrøet, det mindste frø, i den anden lignelse til vores tro. “Hvis du har tro som et sennepsfrø … intet vil være umuligt for jer« (Matt.17,20). Dette omfatter at træde ind i Guds rige. Det er dog vigtigt at bemærke, at ægtheden af vores tro skal testes (Jakob 1:3; 1Peter 1:7).
Troen vokser, og når den gør det, opnår den store ting. Når den vokser, fører den os til Kristus og derved til hans rige. Vores tro drager også andre til Kristus og hans kirke, som det synlige tegn på Guds rige på jorden.
Kirken er som en invitation til alle, der søger frelsen. Som Kristus siger: “Himlens fugle kommer for at søge ly under dens grene.”
Vores tro er ikke kun en sag for os selv. Når vi lever vores tro, og kendes på den, vil andre åbne øjnene for at der er en rigdom der er større end det de selv kan tælle. Når vi viser eller bærer et godt vidnesbyrd om vores personlige og fælles tro, er resultatet at det giver konsekvenser i andres liv. Ved Guds hjælp kan andres liv røres og forvandles.
Lad os med den tanke acceptere og stræbe efter at se troen i det små. I glimtvise sprækker får sennepskornet lys og næring til at vokse sig mægtigt, og række helt ind i Guds rige – Riget som med dets grene giver ly til himlens fugle.