Ev: Mark 4, 35 – 41
Hver eneste dag dør mennesker overalt i verden som følge af hjerteproblemer og hjertestop. Vi ved det, men det er ikke noget vi taler meget om. I den sidste uge er der dog et helt bestemt hjertestop, som alle taler om. Danmarks nummer 10 – Hele Danmarks Christian Eriksen – gik pludselig i græsset på fodboldbanen foran millioner af TV seere, og frygten var malet i ansigtet på alle de mennesker vi kunne se på stadion. Overalt blev der stille. Nogen græd. Andre bad til Gud, og nogen gik i chok.
Som i et mirakel vendte vores spiller nummer 10 tilbage til livet. Det endte lykkeligt, og han trak vejret. Så vi kunne have fortsat vores liv helt som vi plejer og ikke snakke mere om det, men det skete ikke. For i en hel uge har vi snakket om hjertestop. Om at livet er skrøbeligt. Om at trykke 30 gange og puste 2 gange. Om at bede til Gud. Om at savne dem vi selv har mistet.
I dagens evangelium er disciplene grebet af frygt. De tror at livet kan have nået sin ende og at Jesus er ligeglad. Den tanke møder jeg som præst ofte hos mennesker der er ramt af sygdom eller sorg – tanken om at på trods af, at vi tror på Gud og lever et liv med bøn og almisse, så rammes vi af ulykker. Det er et af vores tros mysterier, som kan være svære at forklare – hvordan finder vi mennesker mening i det meningsløse? Hvorfor rammer pandemier, hjertestop, storme på søen og ulykker os i denne verden? Hvorfor er det ikke altid at Jesus siger til stormen i os: ’Ti stille, hold inde!’ og på den måde skåner os for at stormen fortsætter?
Vi mennesker må se sagen i et større perspektiv. Før sidste weekend talte vi om Corona og en masse andre emner, som blev glemt da nummer 10 lå i græsset. Nu bruger vi tiden på andre ting. Vi orienterer os om hvor nærmeste hjertestarter hænger. Vi melder os til førstehjælpskurser og bliver hjerteløbere. Vi donerer penge til Hjerteforeningen og deler vores bønner med hinanden. Sådan gør vi fordi vi har oplevet en storm. Sådan gør vi, fordi vi så hvordan Gud spillede en rolle i den fine linje mellem livet og døden. Sådan gør vi fordi Gud med stormen på søen og hjertestoppet på græsset viser os, at Han er med os alle dage – i de gode dage og når krisen rammer.
Vi er alle i en slags krise. Vi ved det bare slet ikke. Og det er det der dybest set er krisen. Vi ser på andre og på os selv, og tænker at de og vi er usårlige, udødelige, urørlige og at livet vil fortsætte i al evighed som vi kender det. Vi fatter ikke at alt kan ændres i et minut og i et fald. Vi lukker øjnene for det, for fatter vi det først, kan vi ikke trøstes. Sammen er vi i den båd der gynger på bølgerne og sammen er vi om at blive grebet af frygt. Vi kender til døden for vi ved at døden findes, og den kendsgerning gør os ikke bange. Men vores egen død, og vores kæres død lader os gribe af frygt, og der midt i frygten kommer også vores ’lille’ tro til udtryk.
De høje bølger kan VI ikke gøre noget ved. Livets kriser har VI ofte ikke indflydelse på. Men vi kan bede – vi kan bede om at Kristus er med i båden, og at Kristus er med i vores liv, og at han vil stilne stormen og stilne bølgerne, og velsigne os med modet til at være en livgivende førstehjælp for andre mennesker. For da vil vi se at Kristus giver os et lysende eksempel på at Han er med os alle dage.