Ev.: Matt 11, 25 - 30
Der er noget meget anderkendende og trygt i at blive kaldt på. En mor kan kalde på sit barn, og barnet kan kalde på sin mor. Vi kan blive kaldt på af nogen som har brug for os, eller vi kan blive kaldt på af nogen som har noget at sige til os. Bliver vi aldrig kaldt på, kan vi føle os ensomme og uden formål i denne verden, for i vores natur er det givet, at for at have en plads, et sted at høre til, så må nogen kalde på os og sige: ’Kom!’
Bliver vi nogle gange i tvivl om der findes en plads til os – et sted hvor der er brug for os, så kan vi finde stor trøst i dagens evangelium. Jesus kalder nemlig på os. Han kalder på os, ikke bare for at sige noget eller vise os en plads, men for at give os noget. Han lover alle dem der bærer tunge byrder, hvile. Han lover alle dem som slider sig trætte, ro. Han lover at give os sit åg.
Vi kan tænke at det er et underligt tilbud at give os mennesker. De fleste af os, har allerede nok at bære på. Vi bærer på smerte, sorg, sygdom eller bekymringer – i hvert fald har kun de færreste af os skuldre til at bære endnu et åg, men Jesus giver os netop det tilbud, for at vi kan deles med ham. Et åg er svært at bære alene, og det Jesus vil er, at vi bærer sammen med ham. At vi lærer af ham ved at bære sammen.
På samme måde bærer Jesus med på vores åg. Mange materielle ting, som fx et brød, kan man dele i to. Én til dig og én til mig. Sådan lærer vi at dele, men helt på samme måde går det ikke med de byrder der hviler på vores skuldre. Man kan ikke dele tabet af en ægtefælle over i to stykker og give den ene halvdel til nogen. Man kan ikke skære bekymringer over sygdom i 4 stykker og dele ud af det. Alt dette forbliver i mit åg, og i dit åg.
Byrderne kan ikke trylles væk, men for hvem der har troen i sit hjerte, kan den tanke at Jesus bærer med os, gøre åget let. Han som bar det hele vil bære sammen med os. Jesus inviterer os til at være ærlige i dag. Ærlige overfor os selv og overfor ham. Vi tænker nok ofte på byrderne som noget der kommer udefra. Noget der påvirker og irriterer vores liv. Men måske er de mest oversete byrder dem der kommer indefra. Dem der vokser i os, og vokser sig til løgn eller misbrug. Dem vi ikke kan sige til nogen fordi de ikke vækker sympati. Men sympatien har vi hos Jesus – han har hørt alt, set alt og båret på alt. Og han vil også bære på alt det vi kommer med.
En mand spurgte engang en meget troende mand: ’Hvis Jesus virkelig vandrer sammen med dig, hvorfor er der så ikke to sæt fodaftryk i sandet når du går?’ og den troende svarede: ’Fordi, de dage hvor der kun er et sæt fodaftryk, betyder det at Jesus bar mig’. Ja, det er netop sådan vi skal tænke på vores byrder. Når de er tunge, bærer Jesus os, og bærer med os. Sådan var Faderens vilje, da Han sendte mennesket sin Søn.