Ev.: Matt 10, 26 - 33
Alle er bange for noget. Man kan være bange for små rum, edderkopper, mange mennesker på samme sted eller noget helt andet. Jeg er bange for højder og for hunde og slanger. Når jeg ser en hund, eller jeg står på en bro højt oppe, så sker der noget i kroppen. Man kan begynde at ryste og svede, og det er som om, at knæene ikke kan holde benene. Hjernen kan sige: ’Der sker ikke noget!’ Men kroppen forstår det ikke.
Og modsat kan det ske at vi gør noget uden frygt, som vi egentligt burde frygte. Vi kan leve vores liv på en måde, så det peger væk fra Gud, og alt hvad vi har lært om Hans kærlighed til mennesker. Men lever mennesker på den måde, fyldes de kun sjældent med frygt.
I dagens evangelium siger Jesus til os tre gange: ’Frygt ikke!’ Frygt ikke mørket for alt vil afsløres i lyset. Frygt ikke mennesker, men frygt med visdom Gud. Grunden til at vi ikke skal leve et liv i frygt er at alt som var gemt i mørket vil bringes til lys gennem Jesus og hans gerninger. Sådan ser vi det ske med alt hvad Gud har lovet mennesket. Gennem Jesu dåb, lidelsen, døden på korset, opstandelsen og himmelfarten opfylder Jesus lyset i alt det mørke vi kender fra det gamle testamente.
Jesus er det evige lys, men vi ser også eksempler på at han har vist sin frygt. Han græd da vennen Lazarus døde, og han bad fra korset på Golgata – min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig? – Men han hviskede i øret på Lazarus og vækkede ham, og han svarede på sin egen bøn – min time er kommet, og når han stod ansigt til ansigt med menneskers frygt stilnede han stormen på søen. Jesus kender vores frygt. Han kender frygten for døden i Getsemanes have, og han kender vores inderste. Vores frygt svarer han med et håb vi kan leve på.
Det er et håb han hvisker ind i vores ører i vores bøn. Det er ord der hviskes til os, for at han kan stilne stormen på søen i vores liv. Jesus er dét lys og dét håb og han kender os helt ned i den mindste detalje. Hvert eneste hovedhår kender han.
Så hvad stiller vi op med vores frygt? Frygten for sygdom, hunde, små rum, katte og højder? Vi kender den frygt – vi kender at det er hjernen og kroppen der ikke kan arbejde sammen. At bekymringer overtager vores vilje og tro. Vi må i vores frygt huske på evangeliets ord – at for Gud er vi mere værd end spurve. At vi har noget større end alt det at frygte – nemlig at fornægter vi Jesus overfor mennesker, vil Jesus fornægte os overfor Gud.
Lad os derfor omvende os og sætte vores frygt i et nyt perspektiv. Når vi kigger på den lange horisont er der meget af vores frygt der ikke giver mening. Vi må finde en balance mellem at være optaget af bekymringer i denne verden, og leve et liv der peger på evigheden. Vi må stræbe efter Åndens nådegave – visdom – så vi ser at Jesus bærer med på vores bekymringer for dagen i morgen, så vi kan koncentrere os om at nå Guds evige Rige.
Frygt Gud, for intet menneske har magt over Ham. Frygt Gud for Han er skaberen og levendegøren. Bed og se at frygten for Gud, er begyndelsen på visdom.