Ev: Matt 10, 27 – 42
Emnet i dagens evangelie er prisen ved at være discipel. Som Jesus minder sine disciple om, er der en pris at betale for alle, der ønsker at være hans disciple. Der er en pris for dem, der er villige til at følge ham, og ikke bare tale om det. Jesus siger: ‘Den, der ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værdig’ (Matt.10,38).
Enhver forpligtelse, der er reel uden falske idéer, er dyr og involverer ofre og en uselvisk tjeneste for andre. Sådan er det også med forældres engagement i børnene – eller for læger og sygeplejersker, der ofte sætter deres liv på spil for at tjene andre.
Nogle mennesker forveksler engagement med at være involveret, men de to livsanskuelser er ikke det samme.
“En dag gik en gris og en høne ned ad vejen, da hønen sagde til grisen: “Jeg tænkte, at vi skulle åbne en restaurant!” Grisen svarede: “men, hvad ville vi kalde vores restaurant?” Hønen svarede: “Hvad med ’skinke og æg’?” Grisen tænker et øjeblik og siger: “Nej tak. Det ville betyde, at jeg skulle give mit liv, men du ville kun levere dine æg.”
Når vi følger Kristus er der en ‘billignåde’ og en ‘kostbar nåde’. Billig nåde er ‘nåde uden at være discipel, og uden at give vores liv. Det er en nåde uden korset og en nåde uden Jesus Kristus.
Kostbar nåde er den skat, der er gemt. For dens skyld vil man gå ud og sælge alt, hvad man har – også vores eget liv. Det er dyrt, fordi det koster ens liv, og det er nåde, fordi det giver en det eneste sande liv gennem Kristus … Frem for alt er det dyrt, fordi det kostede Gud hans Søns liv.
Der er ingen vej uden om korset. Korset er en invitation til at blive som Jesus, som er vores sande liv. Jesus siger: ‘Den, der finder sit liv, skal miste det; enhver, der mister sit liv for min skyld, skal finde det’. Dette er kernen i påskemysteriet, som vi alle er kaldet til at deltage i. Paulus minder os om det i vores 2.læsning i dag: “Da vi blev døbt i Kristus Jesus, sluttede vi os til ham i døden, for at vi, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, også kunne leve et nyt liv”. Vi er måske ikke alle kaldet til at være martyrer, men vi er alle kaldet til at dø for os selv, hvis vi ønsker at følge Kristus og tage del i hans nye liv.
Der var et program i TV om alderdom og en kvinde på 100 år skulle svare på spørgsmålet: Hvad var det vigtigste i et lykkeligt liv? To ting, hun sagde, var ‘Giv slip på andres godkendelse‘ og Vær ikke bange for døden. Hvis du er bange for døden, vil du aldrig leve.’ Frygt for døden, frygt for omkostningerne ved at være discipel kan lamme os og forhindre os i at opleve det liv i kærlighed, som Kristus kalder os til. Kampen for at overvinde denne frygt begynder i det øjeblik, vi beslutter os for at vie vores liv til Jesus Kristus. Der kan være bånd, der binder os, og som vi er nødt til at bryde – ting, vi normalt anser for gode. Selv disse bånd kan nogle gange kvæle vores frihed til at være fuldt ud forpligtet over for Kristus.
Bestræbelserne på at give slip på de bånd, der binder os, og give os selv helt til Herren er en livslang proces, der bringer vækst og frihed og liv, men ikke uden kamp. Ved at følge Jesus bliver vi sat fri; ved at dø bliver vi genfødt; og hvis vi holder ud, kan vi være sikre på, at vi vil være kanaler for Kristi ‘kostbare‘ livgivende nåde til andre, ikke kun leverandører af ‘billig nåde’. Således inviteres vi i dag til at betale prisen for at være Jesu disciple.