Ev: Mark 6, 7 – 13
De sidste søndage har vi hørt evangelieteksterne om hvordan Jesus har prædiket for folk og delt det glædelige budskab om Guds Rige. Han har vist mennesker vejen og været et lysende eksempel på tro. I dag beder han de udvalgte disciple om at gøre hvad han har gjort. De skal gå ud to og to og gøre godt mod alle, og de der ikke vil lytte skal ikke tvinges eller høre onde ord for deres ringe tro. Disciplene skal blot gå videre og udøve deres gode gerninger.
Jesus forudser at disciplene vil møde modstand sådan som han selv gjorde i Nazareth. Jesus forudser at de vil blive afvist, fordi det er et provokerende nyt budskab de kommer med. Folket fandt at Jesus var provokerende. Folket fandt at Paulus var provokerende, og folket finder at disciplene er provokerende. Også vi kan føle os provokerede når nogen stiller spørgsmålstegn ved vores liv. For det var sådan disciplene gjorde – de prædikede at folk skulle omvende sig.
Folk skulle rejse sig ved det sted de stod og gå en anden vej. De skulle gå bort fra snyd, korruption, gældsinddrivelse og hårdhed, og så skulle de vende sig om og gå mod næstekærlighed. På samme måde stiller vores tro krav til det liv vi lever. Vores kristne værdighed har intet at gøre med rigdom eller fattigdom, men alene det faktum om vi går gennem livet med bedrag eller et åbent hjerte hvor Guds ord har magt over vores beslutninger.
Og Guds beslutning over vores hoveder lige nu er ikke at vi skal sælge alt, så vi kun ejer et sæt tøj og et par sko, for at vi kan gå fra hus til hus sådan som disciplene gjorde det. Nej, kun få af os vil overhovedet have den mulighed, og det vil næppe føre til store resultater i vores samfund. Men vi kan ikke opgive tanken og sætte os hjem og vente. Jesus sendte disciplene ud to og to for at sprede ordet om Guds kærlighed. Han sendte dem ud for at gøre gode gerninger. Han sendte dem ud for at give kristen værdighed til dem der ikke havde værdighed i samfundet.
Også vi er i stand til at sprede den værdighed. Vi kan gøre det ved at gå på besøg. Vi kan sætte os på bænken ved siden af den mand ingen ønsker at sidde ved siden af. Vi kan kigge op fra vores telefon når vi går på gaden, og se – virkelig SE – de mennesker der er omkring os. Vi kan give den modløse et smil, og vi kan gøre meget der koster os ganske lidt.
Kristen værdighed er et tema som vi inviteres til at reflektere over i dag. I denne uge hører vi om hvordan engelske fodboldfans truede, buhede, overfaldt og råbte ad danske fans på engelsk hjemmebane til EM’s semifinale. Det er ikke et udtryk for sportslig værdighed. Det er ikke et udtryk for kristen værdighed. Men vores mur, Kasper Schmeichel, gav udtryk for ordene der knytter sig til værdighed – at ingen bør bekymre sig om at give nogen nederlag eller sætte en stopper for andres glæde. Nej, dét et menneske med værdighed bør bekymre sig om er at lade andre vokse i glæde, at lade nogen sejre og arve værdighed. – Altså se på hvad vi kan give andre i stedet for at se på hvad vi kan fratage nogen.
Lad os overveje de ord i dag. At Gud giver os redskaber til at vokse i tro og lade andre opleve det samme. Sådan er Guds vision for denne verden. At vi skal gå fra hus til hus for at hæve andre op. For at udvikle os og stræbe efter hellighed. Hellighed når vi ikke ved at nedvurdere andre. Vores nærvær med Gud vokser ikke ved at gøre andre mindre. Så lad os ikke provokeres til at gøre ondt mod andre, men lad os i stedet blive inspireret til at se hvilke ting i vores liv vi bør vende ryggen for at kunne søge Guds nærvær. Da vil vores følelse af provokation forstumme og iklædt Guds værdighed kan vi vedkende os slægtskabet med Gud og ethvert menneske.