Ev: Luk 10, 25 – 37
Vi lever i en tid hvor vi oplever at mennesket bliver mere og mere optaget af sig selv. Mennesket er så fokuseret på at verden skal tilpasse sig, så vi undgår at føle ubehag eller mærke at vi er krænket af andres opførsel. Vi lever med forpersoner og kagepersoner, for at undgå at støde nogen, og vores opførsel bidrager til at vi mere og mere isoleres fra hinanden. Vi går mest op i vores eget, men så sker det at en syg mand skyder om sig i København. Med våben sender han et råb om hjælp ud i verden uden nogen lytter, og i en desperat handling røver han livet fra andre, og skaber frygt omkring sig. I håbløsheden blomstrer næstekærligheden i løbet af sekunder. Mennesker som slet ikke kendte hinanden åbnede døre og hjerter for at bidrage til trøst og omsorg. Midt i det håbløse mørke, så vi at mennesker stadig sætter fællesskab og næstekærlighed højt, – på trods af en verden hvor temaet ofte handler om hvad vi ikke vil finde os i.
Mange af os kan dagens evangelium udenad. Endda kan vi måske også fortolkningen og moralen i lignelsen udenad. Emnet er næstekærlighed, altså at se andre, når de har brug for os, virkelig se dem med hjertet og ikke bare gå forbi og lade som om vi ikke har bemærket dem. Det er historiens kerne – det vi altid vender tilbage til, når dette Evangelium er søndagens tekst. Vi ved det, vi har hørt det mange gange før. Næstekærlighed er vores fællesnævner. Vi arbejder for det, hen mod det og chokeres når nogen ikke udøver det.
Lignelsens budskab til os er dog længere end det. Den lovkyndige stiller nemlig Jesus et vigtigt spørgsmål: ’Min næste, hvem er det?’ Måske har netop det spørgsmål også meldt sig i vores tanker når vi har læst historien. Hvem er MIN næste? Hvem kan jeg være samaritaner for? Og lige når vi stiller det spørgsmål begynder vi, med vores instinkt, at sortere i menneskeheden der fylder hele jorden, for så lukker vi øjnene og begrænser antallet af dem der kan være vores næste. Vi bygger en retfærdighedsmur op omkring dem, der er indenfor vores næste-mur, og dem der er udenfor. Der er dem, der har fortjent vores opmærksomhed, og dem der ikke har. Vi bruger vores følelse af sympati som målestok.
I den engelske Bibel hedder næsten i dagens tekst ’neigbour’ altså nabo på dansk. Vores næste er vores nabo, og måske skal vi tænke lidt over det. Vores nabo kan vi ikke vælge. Vi er ikke herre over hvem der flytter ind i huset ved siden af. Vi må byde velkommen og få et godt samarbejde hen over hækken eller altanen. Vi må tage hensyn til hinanden. En nabo kan man ikke vælge eller smide væk. Den tanke kan tvinge os til at åbne øjnene. For vores næste er alle de mennesker vi hverken kan vælge til eller smide væk, og inden vi helt mister overblikket over alle de der er vores næste, skal vi huske på at vi også er nogens næste. Vi er vores nabos nabo. Jesus siger til den lovkyndige og til os: Gå du hen og gør ligeså’, og sådan må vi gøre: Både hjælpe når vi med hjertet ser nogen behøver vores hjælp, men også ligge os ned i grøften og vente på vores næste når vores egne kræfter slipper op. For sådan kunne et af livets svære enten eller spørgsmål også lyde: ’Vil du helst hjælpe eller blive hjulpet?’ og det vil være svært at vælge, for foran Gud er vi den lidende – det lille menneske der ligger i grøften, og på denne jord er vi vores næstes næste og nabos nabo.