Ev: Matt 13, 24 – 43
Hos min læge hænger der en plakat i venteværelset. På plakaten står der: ’Du er hvad du spiser’ og så er der billeder af en masse mad. Det tænker jeg nogle gange på når jeg spiser, for alt det vi putter ind i munden får os enten til at få buler på maven og benene eller også gør det os sunde og tynde. At spise har altså en konsekvens. Noget lignende fortæller Jesus os om i dag. ’Du er hvad du sår’ siger han til os. Hvis du er en hvedemark er du god. Hvis du er ukrudt er du dårlig.
Men så enkelt er det sjældent at være menneske, så ligesom det går i lignelsen går det også i vores liv. Vi er både og. Vi spiser ivrigt både grønne æbler og is, groft brød og flødeskum. Vi er mennesker og derfor er vi også både hvedemark og ukrudt. Ingen kan vælge kun det ene. I enhver mark, i ethvert menneske vil både det gode og det onde blande sig.
Måske tænker vi at nogle mennesker kun er ukrudt. Vi kan få den tanke når vi hører om krigen i Ukraine – at dem der dræber, dem der bestemmer, de er verdens ukrudt. Og at menneskerne på flugt – at børnene og kvinderne er verdens hvede. Men Gud kigger på dem alle og ser både hveden i dem der dræber og samtidig ukrudtet i de der mistede livet. Gud ser at både godt og ondt i os alle.
Godt og ondt står i samme mark, og Gud siger i dag – Vent! Vent, for det er Ham der høster, og Han vil høste det gode fra det onde, men en dag som i dag ligger spørgsmålet nok hos os alle: ’Hvis Gud er god og sår det gode, hvorfor lader han så ukrudtet komme til?’ Hvorfor er der ondskab? Hvorfor er der krig? Men da må vi læse lignelsen igen. Det er Guds fjende som sår ukrudt, og luger vi det væk tager man noget af hveden – noget af det gode med.
Gud er skaberen – vi er dem der blev skabt, men vi tror vi kender kærligheden, det gode, det retfærdige. At det er os der kan skelne godt fra ondt. Vi tror vi kan kende ukrudt når vi ser det, men kun Gud kan! De briller der kan se forskelle, og se dybt ind i hveden har kun Gud.
Guds fjende såede ukrudtet. Folket tilbød straks at fjerne det. ’Skal vi luge det væk?’ Spurgte de. Sådan spurgte de, og sådan spørger vi også i vores dage. Vi, Guds venner, er også parate med en hjælpende hånd. Også vi fristes til at hjælpe med at luge alt det væk som ikke ligner os, alt det der ikke opfører sig som os, for det der ikke ligner os kan umuligt være hvede. Problemet er blot at når vi tilbyder Gud vores hjælpende hånd, bliver vi selv til ukrudt.
Og Gud siger ’Nej tak’. Han har ikke brug for vores hjælp til at luge ud i mennesker. Gud ønsker at lade det hele stå, for Han ved om nogen, at alt kan ændre sig på et øjeblik. Han ved at den kriminelle med sine erfaringer kan blive den der viser andre vejen ud af kriminalitet. Han ved at det ukrudt vi møder i livet kan gøre hveden stærkere. Resultatet til høsten er det som det hele drejer sig om.
Lad os i dag give denne lignelse videre. Det er det gode budskab om at Gud lod sin Søn bære alt det vi ikke selv kunne bære og tåle. Heldige er vi at det er netop Ham der står for høsten engang når tidens ende kommer, for Han kender os – vores ukrudt og vores hvede. På marken sætter Han et frø der er mindre end alle andre, men det frø vil vokse sig så stort at det ikke kan sammenlignes med hverken hvede eller ukrudt, for dette frø er et billede på Himmeriget.