Mark 6, 30 – 34
Hvis man køber en bibel der er skrevet til børn er den ofte fyldt med den slags historier fra biblen, hvor Jesus udfører et mirakel. Jesus går på vandet. Jesus giver mad at spise til 5000 mennesker. Jesus får stormen til at lægge sig. Når vi fortæller disse historier, lytter børnene koncentrerede for det er spændende beretninger, hvor de kan bruge deres gode fantasi.
Når børnene bliver ældre læser de historierne igen, men denne gang som om de sidder overfor et eventyr på linje med de film de ser i TV. De læser beretningerne som voksne og nu med tvivl og skepsis, for hvis Jesus virkelig kan gøre det hvorfor redder han så ikke verden fra sult og nød? Hvis han virkelig kan gøre det hvorfor gør han så ikke noget for MIG?
Et mirakel er en god historie, men i dag hvor vi har lyttet til optakten til at Jesus gør det muligt for 5000 mennesker at blive mætte ud fra bare nogle få fisk og brød, må vi spørge os selv hvad det er Jesus vil med disse mirakler. Det er ikke de 2 fisk og 5 brød der er vigtige – det er ikke om Jesus ankler blev våde eller ej da han gik på vandet, som vi skal fokusere på. Det er ikke relevant om stormen blev til en jævn eller frisk vind, da Jesus bad den lægge sig.
Jesus udfører nogle mirakler lokalt. Han redder ikke hele verden på én gang, men i det skjulte – i det stille lader han nogle ting ske som taler til vores hjerte. Hans handlinger åbner et vindue for os, så vi kan se en lille del af Himlen. Han viser os en brøkdel af alt det vores himmelske Fader er i stand til, for at vi kan leve i forventningen om at alt det der står skrevet i biblens tekster også vil opfyldes.
Apostlene er udmattede og folkeskarerne er sultne. Fælles for dem er at de er i underskud. Også vi har prøvet at være i underskud. Vi har været syge, fattige, ulykkeligt forelskede, i krise eller uden håb. Vi har følt at vi ingenting havde – eller i hvert kun havde ganske lidt. Og det er netop her
Jesus træder til og viser os det lille vindue til Himmeriget som vi længes efter.
Gennem vinduet viser han os at vi kan blive raske, at vi kan forenes og at der er lys på den anden side. Han tager den smule vi har og mangedobler det, fordi han ynkes over os, som det skrøbelige menneske vi er. Jesus er livets brød, som råder i vores hjerter. Ser vi ham ikke som kilden til vores kristne liv, mister vi næringen der skal udvikle det liv vi lever.
Jesus inviterer os igen og igen til at trække os tilbage – være alene og hvile lidt, sådan som han også opfordrer apostlene til i evangeliet. Han gør det ikke for at gøre os ensomme, men fordi han ved at det er i tilbagetrækningen vi lærer mest. Det er i vores øde indre livets lærdom sætter sig fast. Det er der indtryk og erfaringer forenes.
Det er sommer. Vi holder ferie og trives bedre ude end inde. Vi kører rundt i sommerlandet, flyver til udlandet og løber stærkt for at indhente alt det vi synes vi har forsømt de mørke vinterdage. Det er denne tid på året flest ægteskaber går i stykker – for vi har tid sammen. Meget tid, og vi kræver at alt den tid skal have kvalitet, kærlighed og det hele skal blive til smukke billeder vi kan sætte på internettet. Vores fælles projekt hedder sommerglæde. Men lad os sammen finde et nyt projekt – lad os trække luften ud af travlheden. Lad os sætte forventningerne ned, og give hinanden plads til at hvile lidt og være alene.
Jesus viser os mange små mirakler, men for at se dem må vi åbne øjnene og kigge godt efter. Find derfor lidt tid alene – find tid uden en dagsorden og læg kameraet væk, for der i det stille – i det skjulte vil Jesus mangedoble den smule vi har.