Ev: John 6, 24 – 35
I torsdags kunne vi høre i nyhederne, at præcis torsdag havde vi mennesker opbrugt alle jordens ressourcer i 2021. Alt hvad vi har gjort siden torsdag og alt vi gør indtil nytårsaften betyder at vi tager mere af jordens ressourcer end vi giver tilbage. Vi er vidner til et globalt menneskeligt overforbrug på den jord som Gud har skabt til gavn og til glæde for mennesker. Det er et overforbrug som har udviklet sig gennem år, men som særligt har taget fart i den moderne tid, hvor mennesker er blevet klogere og klogere og er blevet i stand til alting, men i højere grad gør ingenting.
Sådan besøger rige mennesker rummet som astronauter mens fattige lider i håbløshed. Sådan samler vi mere og mere fordi vi tror at overflod skaber overskud. Men vores overforbrug skaber underskud. I Evangeliet peger Jesus netop på hvordan overflod skaber underskud. Han har bespist 5000 mennesker med brød og fisk, og fordi skarens maver blev mætte leder de efter Jesus. De ser ikke miraklet eller underet, men Jesus som en kilde til deres forbrug. De ser en fast indtægt der kan mætte deres maver til evig tid.
Jesus viste ikke skaren miraklet for at de skulle blive mætte dén dag, men for at deres tro kunne vokse og for at Guds gerninger skulle åbenbares for dem. At følge Jesus bliver for os ikke forskellen på hvilken type bil vi ejer. At tro på Gud afgør ikke størrelsen på vores hus eller mærket i vores tøj. At være kristen er ikke en genvej til at få en større del af jordens ressourcer.
At tro på Gud og leve vores tro med ydmyghed, næstekærlighed og tilgivelse giver derimod en sult i vores sjæl efter det evige brød som Jesus taler om. Det er en sult som kun kan mættes ved en dyb tro på Guds almægtighed, og en tillid til at Gud er givende. Dén sult er i blandt os i dag i vores nutid.
Når vi ikke lever midt i en Corona tid har mange af os besøgt historiske steder fra Biblen. Det røde hav – Jerusalem – Betlehem – og vi har set hvordan ting fra Biblens tid er blevet bevaret. Vi har set jordiske ting med vores egne øjne, men de historiske effekter er ikke et udtryk eller et bevis på vores tro. Vores nutid er et udtryk for vores tro på Gud. At vi lige her i dag bekender at den mad vi kan leve for til evig tid er den mad som kommer til os fra Menneskesønnen. For den mad, – som er det ord og det nærvær i vores liv, – har Gud sat et segl på. Gud har indgået den pagt med os mennesker, at Hans gerninger kommer ned fra Himlen og giver liv til verden og til vores sjæl.
Lad os blive inspireret af Jesu ord i dag til at kigge på alt det vi har samlet og se på den overflod vi har skabt, for at skabe en lang og stor historik i vores eget liv. Hvad er det for en mave vi mætter med de ressourcer vi bruger? Følger vi Jesus for at bede til at klare os godt i denne verden og sætte historiske aftryk? Eller søger vi at mætte den mave Gud har skabt i vores sjæl, som lige nu i vores nutid længes og sulter efter at fyldes med det håb som Jesus giver os grund til at leve på?
Lad os med den tanke gøre os fri af at dræne jorden for ressourcer, men i stedet bruge vores gaver fra Gud og se hvordan Gud vil mangedoble dem som det skete med fiskene og brødet. Giver vi kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og ydmyghed væk, vil vi se at intet af dette er mistet. For sådan siger Jesus til os: Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.