Ev: Luk 12, 35 – 40
Når vi hører et af de fire evangelier lytter vi ofte med den forventning at Jesus vil give os en tryghed og en trøst, som vi kan omsætte til det liv vi lever her på jorden. Vi læser om næstekærlighed og om tilgivelse, men Jesus taler mere og andet til os end det. Ofte gives vi en rettesnor i vores liv eller en advarsel om hvordan en bestemt slags opførsel kan hæmme vores nærhed med Gud, og skabe distancer mellem os og det evige rige. Det er netop sådan evangeliet lyder i dag, hvor vi hører om, hvordan vi skal være vågne mens vi venter, fordi vi ikke ved hvilken time Herren kommer i.
At vente på noget er en svær øvelse. At vente forbinder vi gerne med at kede sig, og vi kan måske også ligefrem opleve vrede eller frustration. Når vi venter kan vi miste vores fokus, og dermed opnå alt andet end at være klar når timen kommer. Det er næsten lige meget hvad vi venter på – om det er bussen, en fejring, en diagnose, beskeden om uddannelse eller noget der på anden måde sætter en ny retning i vores liv. At vente bliver nemt et vakuum, hvor alt luft er suget ud af os, indtil vi igen kan ånde og leve.
Måske er det i ventetiden, at den største ulykke kommer over os. Vi venter på at blive raske, venter på at blive velsignet med børn, venter på at finde den rette, venter på at livet skal gå, venter på at dø. Vi venter og glemmer dagen i dag, fordi vi tænker på dagen i morgen og husker ikke på at Gud har givet os sit Rige. At grundlaget for Hans kærlighed til os er skabt lige i de ord.
I dagens evangelium giver Jesus os en opskrift på hvordan vi skal vente. Bliv klar mens du venter! Sådan lyder hans besked til os. Gør dig rede, bliv klar – for ventetid er ikke et tidløst vakuum, men derimod en chance for os for at indstille os på det der kommer.
For at opnå noget må vi forbedre os og øve os. Sådan gælder i mange af livets forhold. Sådan gælder det i sport, i kærlighed og sådan gælder det også i forholdet til Gud. For at opnå en tæt relation til Gud
Gud har betroet os det liv vi lever her på jorden. Han har givet os nøglerne til livet i tillid til at vi forvalter livet godt. Han gør det med tillid til at vi bruger vores liv med kærlighed, omsorg og øje for vores næste. Gud har givet os nøglerne ved dåben i håbet om at vi ikke misbruger den tid vi er her med løgn, vrede og magt.
Vi befinder os i en ventetid mens vi lever livet her på jorden. Vi venter på den time hvor Menneskesønnen kommer. Der er dage hvor Gud synes langt væk og der er dage hvor vi tænker at Han er tæt på os. Der er dage hvor vi sukker dybt og dage hvor tiden går langsomt og ensomt. Men Jesus fortæller os i dag om de årvågne tjenere, for at også vi skal være vågne. Vi aner ikke hvornår Gud henvender sig til os. Vi aner ikke hvornår vores time kommer. Så i den tid vi er her må vi være klar. Vi må leve simpelt og huske Guds ord også når Han synes langt væk, for pludselig er Han os nær, og ønsker at se os vågne i færd med at gå de veje Gud har lagt for os. Lad os huske at Evangeliets ord er Guds vilje. Gå da derfor ud og gør Guds vilje, vær vågne og lad Ham finde os i færd med at give omsorg, at udøve kærlighed og se os gøre det med tillid og trøst.