Ev: Matt 14, 22 – 33
Man kan lave et forsøg med en appelsin. I kan selv prøve det når I kommer hjem, og se med jeres egne øjne at det er sandt. Hvis man tager en appelsin med skræl på og lægger den ned i en spand med vand, så vil man se at appelsinen flyder ovenpå. Skubber man den ned, kommer den op igen.
Tager man så skrællen af appelsinen, så man kun har kødet tilbage, og lægger appelsinen tilbage i vandet, så synker den. Tager man appelsinen op til vandoverfladen og slipper den, så falder den ned igen.
Efter mit studie, fortæller Appelsinen mig i hvert fald at en appelsin med skræl flyder, og en appelsin uden skræl synker. Skrællen på appelsinen har på den måde noget at gøre med vores tro, for skrællen gør appelsinen vandtæt – ligesom vores tro gør vores liv vandtæt. Jesus holder os oppe ligesom han holdt Peter oppe, da han inviterede ham ud at gå på det stormfulde hav.
Peter var i sikkerhed, for han var omgivet at skrællen, omgivet af tryghed, men som det også sker for os i dag og alle dage, så vaklede Peter pludselig. Med ét meldte alle de spørgsmål sig, som vi kun kender alt for godt: Kan det nu bære? Kan jeg klare det? Ved Jesus hvad han gør?
Vi kender disse spørgsmål. Nogle gange lyder de anderledes – de starter med ordet ’Hvis’. Hvis der sker det ene, eller hvis der sker det andet… Hvad så? Sådan farer tankerne gennem hovedet af os, mens vi prøver at gætte på fremtiden. Og så vakler vi. Vi er tæt på at synke og blive blæst omkuld. Præcis som Peter på havet.
På en måde kan man sige at det er som om vi med vores spørgsmål skaber små huller i appelsinens skræl hvor vandet kan trænge ind og trække os ned, men skrællen er der, og Gud har nærmest besluttet på vores vegne at den der tror på Ham, skal omgives af denne skræl.
Når vi trækkes ned af vores mangel på tro, er det Jesus der rækker en hånd ud og holder en(evt. Holder hånden under os) hånd under os. Så selv når vi står midt i et stormvejr i vores liv, vil Jesus kalde på os, for at vi skal vove at træde ud på det åbne hav, og straks vil han række os hånden, og vise os at der ikke er noget at være bange for.
Vi vil opleve dette evangelium mange gange i løbet af vores liv, for det er ikke sådan at når man én gang har oplevet at havet kan bære, så træder man bare ud. Og omvendt vil tvivlen heller ikke vinde over os hver gang vi står overfor svære situationer. Vi vil opleve at gå på havet, og vi vil opleve at falde i, og vi vil lære forskellen gennem hele livet.
I dag handler det om Peter, og det er ikke tilfældigt. Peter er nok den vi hører om i evangelierne der er nemmest for os at sammenligne os med. Peter er et menneske som er ivrigt, men vakler. Han er modig men alligevel bange. Han er trofast men laver fejl. Så selvfølgelig er det Peter der råber efter Jesus – ’tag mig med!’ – og derefter ’Grib mig!’. Som et barn i tivoli der vil prøve det største tårn, men blive bange med det samme turen er i gang
Vi kender dét at være den slags menneske. Turen forude ser spændende ud, men når vi må tage af sted, gribes vi af angst. Sådan sker det når bryllupsplanlægningen ser spændende ud, men de unge mennesker gribes af angst over at være ægtefolk. Sådan sker det når den gravide mave ser spændende ud, men forældrene gribes af angst over barnet. (Kan du uddybe hvilken slags angst overfor barnet det er de bliver ramt af?) Sådan sker det når noget spændende venter på os, men vi gribes af angst over realiteterne.
Gå ud i dag og gå på havet. Gå om så du synker, for ingen af os er overladt til vores egen magtesløshed. Når vi møder det svageste i os selv, er Jesus der til at løfte os op. Han lader os aldrig synke.