Ev: Joh 2, 1 – 11
Mange af de mirakler vi hører om i evangelierne har noget meget alvorligt over sig. Det er den sultne som mættes eller det er den syge der helbredes. Disse mirakler bliver til fordi det er en nødvendighed, som redder et menneske, og viser os et eksempel på hvordan Gud bekymrer sig om et menneskeliv. I dag hører vi om brylluppet i Kana’en. Et par er blevet gift. De har brugt penge, arrangeret fest og lider ingen nød. De skal ikke reddes, men alligevel viser Jesus sig som Guds Søn. Han forvandler vand til vin for at bevare glæden og fortsætte festen.
Forvandlingen er det første tegn vi hører om i Johannes evangeliet. Det er et tegn der peger på vores glæde og på alvoren i et ægteskab. Jesus giver en gave som redder festen. Det er en gave som ikke kan bruges op. Glæden er ikke som en flaske parfume eller et stykke tøj, for glæden kan ikke tømmes og glæden kan ikke slides op. Selvom den deles består den stadigvæk og kan endda vokse sig stærkere. I dagens evangelium understreger Jesus alvoren i et ægteskab. Han gjorde undere og mirakler blandt de lidende, de syge og her til brylluppet. Et ægteskab er ikke bare en bryllupsfest, men en livslang forpligtelse hvor vinen og kærligheden aldrig må slippe op.
Også Dette mirakel var et tegn af Kristi gavmildhed. Selv om det endnu ikke var på tide at Kristus begyndte sin offentlige tjeneste, tog han gavmildt imod at hjælpe med sin mirakel. Gennem dette lærte Kristus os nøjagtigt, hvordan vi skulle bruge vores gaver til gavn og vækst for Guds folk.
En anden vigtig lektie, vi bør lære af dagens evangelium, er også den rolle, som den hellige Jomfru Maria spillede i dette mirakel. Hun havde bønnens eller forbønnens gave. Hun vidste, at hendes søn ikke ville nægte hende noget godt. Så hun gik straks i forbøn på sit folks vegne.
Jesus kommer til os med noget der forvandler, noget der gør alting nyt. Det er den lille sprække, som han åbner af lys, når vi er i mørket. Den er det håb, han tænder når alt er trist, for sådan viser han os, at han længes efter menneskets glæde.
Og selvom brylluppet, vi hører om, sikkert hverken har været med champagne eller hvide kjoler som vi kender det i dag, så er festen stadig relevant for os. Det er den, fordi ordene fortsat kan sige os noget nyt. Livet er ikke en lang glæde. Det er det slet ikke når venner og familie omkring os dør eller rammes af sygdom, og vi leder men ikke kan finde en mening med livet. Glæde er måske heller ikke den følelse vi sidder med lige nu hvor Corona sætter daglige rekorder, og vi drømmer os langt væk. I disse tider kan vi tænke: ’Hvordan kan jeg glæde mig på andres vegne? Men vi må også spørge os selv, om det giver os mere lykke, at inspireres af andres ulykke?’
Og her inspirerer evangeliet os for Jesus viser os at andres lykke hjælper os som en støtte i vores liv, og som en påmindelse om Guds magt. I ulykken, i sorgen og i håbløsheden er livets undere – børn som fødes og døbes, vielser og mirakler som sker omkring os – dét er Guds Rige som kommer til syne for os. Det er et tegn på en anden virkelighed, som tilsmiler andre og også kan tilsmile os. Salige er vi – glade er vi – der netop har været til bryllup i Kana’en, for vi har set hvordan Jesus forbarmes, da der var ved at gå skår i parrets glæde. Lad os derfor bede: Forbarm dig også over os!