Ev: Luk 12, 49 – 53
Hvis man skal definere ordet slave, så kan man i ordbogen læse, at en slave er et menneske som er genstand for et andet menneskes ejendomsret.
En slave er altså et menneske som et andet menneske har rettigheder over. Hvis vi med den forståelse tænker på os mennesker som slaver af synd, så betyder det at synden har rettigheder over os. At vi lader os føre af synd, med synd og kun gennem synd defineres af andre.
Gud sendte Jesus til denne verden for at befri os fra den synd, og befri os fra det slaveri, der holder os fanget som syndere. Jesus gik så vidt i sit ønske om at befri os mennesker fra synd, at han døde for vores sag. Han opstod fra de døde for vores sag. Gud sendte Helligånden for vores sag.
Det viser os at synden er stærk – at synden ikke lytter til fornuft eller er bange for Gud eller mennesker. Synden lever indeni os. Synden er en løgner, en bedrager og en der gør andre mennesker ondt, for sådan ligge synden i alt det menneskelige der ikke er i stand til at hæve sig op, og tilgive og vende den anden kind til og udøve kærlighed i den grad som Gud har vist os.
Så magtfuld er synden at mange mennesker – de allerfleste – udøver synd hver eneste dag, i så stor almindelighed at vi næsten ikke bemærker det, men vil vi følge Gud må vi kæmpe mod synden. Vi kan ikke være slaver af synden og leve i fred. Et liv i synd er et liv i splittelse – en splittelse mellem det gode og det onde – en splittelse mellem ukrudt i vores liv og den blomstrende have som Gud gav os i dåben.
Vi må frigøre os fra synden. Vi må reflektere over den splid der er i vores liv. Det grusomme der fylder vores hverdag og vores hus, som ingen kender til, må vi sige højt til Gud i skriftemålet, og bede og tigge om Hans hjælp til at forandre os, så ikke ukrudtet kvæler det gode.
At tro på Gud og blive et Guds barn i dåben er ikke en velsignelse med en evig ubekymret lykke og et liv uden ubehag. Et liv med troen på Gud er et hårdt liv, for lige bag det dobbelte bud om kærlighed brænder ilden med splid og ødelæggelse.
Vores tro er ikke kun Jesus som et glansbillede, eller en smuk statue med milde øjne der kigger kærligt på os. Skal vi bygge et hus har tillid til arkitekten. Skal vi føre en sag i retten har vi tillid til advokaten. Bliver vi syge må vi have tillid til lægen som vil helbrede os. Disse fagpersoner ser på vores sag, med nogle andre øjne end vi selv gør. De ser på os med øjne som har en indsigt og en viden som er nødvendig, for at træffe en afgørelse. På samme måde har vi brug for en vi kan vise tillid og stole på visdommen bag i forhold til vores tro på Gud. Så for at tro og følge Gud, og stræbe efter fred i vores liv – en fred der kan række ind i Guds evige Rige, må vi se os selv gennem Jesus øjne. Når vi ser os selv med hans øjne, vil det stå tydeligt for os hvor i vores liv der er er fred, og hvor i vores liv der er splid og ødelæggelse. Jesus har givet os kendskabet til Gud, og fordi han er sandheden, vejen og livet, må vi tro gennem ham, acceptere hans ord, lytte til hans vidnesbyrd og byde ham velkommen ind i vores liv. Først da kan vi frigøre os fra syndens slaveri og følge fredeligt i Jesu fodspor.