Ev: Luk 15 1 – 32
Det er kun de færreste der oplever at livet er én lang evig lykke fra begyndelsen til slutningen. Jeg vil endda sige, at det oplever INGEN, uanset hvor rig man er eller hvor kærlige ens forældre er. Intet menneske kan skånes fra sorg, eller sige sig fri for, at tage forkerte valg i livet som giver en konsekvens. At livet går op og ned, fra lykke til sorg, fra tro til mistillid er et livsvilkår, der gælder alle mennesker i alle dele af verden.
Et livsvilkår er også, at mennesker lever uden at kunne se ind i fremtiden. Vi kan blive så opslugte af vores egne idéer, at konsekvenserne bliver usynlige, og mens vi tager skridt efter skridt åbenbares det kun langsomt, at vores idéer aldrig var en del af Guds planer.
Vejen gennem livet kan være svær, og vi kan blive ulydige og gå i mange retninger. Hver udfordring hører til hver sin tid i vores liv. Det lille barn der afprøver grænser hos mor og far. Den unge der klager over de ældre, og den ældre der klager over de unge. Hver gang vi prøver livets grænser af, gives vi en visdom fra Gud. Nogle gange slår vi os, andre gange vokser vi. Og sådan kan vi måske genkende os selv i evangeliets tekst både i sønnen der var fortabt og alligevel kom hjem. Eller i den lydige bror der blev hjemme og gik glip af en masse i bitterhed. Og til sidst i den kærlige far, som ser at hans søn kommer hjem i taksigelse over det, han er blevet givet hele livet.
Men i lignelsen kan vi også genkende andet end os selv. Vi kan genkende det lys – verdens lys som Jesus bærer på. Sætter vi et spejl op foran faren i lignelsen ser vi et spejlbillede af Gud. Vores himmelske Far venter nemlig på os. Han venter på at vi har afsøgt grænser, og vender tilbage, så vi ved Hans styrke kan stå fast gennem livet. Gud er den klippe der står fast, mens vi ikke kan holde balancen. Gud er den der holder fest for den, som ikke har fortjent en fejring.
Når vi har alle muligheder imod os, så gør Jesus vejen rede for os, for sådan lyder det at han gør tjeneste blandt de vildfarne – både får og mennesker. Og sådan kalder Han hver af os til noget i livet, som ikke fattes af mennesker, men åbenbares af en kærlig Gud der tålmodigt venter på at vi vender om og vender hjem.
Netop det at vende om og gå hjem – altså hjem til Gud – er den vigtigste og største beslutning vi kan tage i vores liv. Måske er vi på vej et dårligt sted hen. Måske er vores liv fyldt med skam. Måske bekymrer vi os over noget….. Vend om! Det er evangeliets budskab til os i dag. Vend om, og gå hjem! – Gå hjem til Gud, for hos Gud gives vi en ny start, en ny mulighed: Ikke for at starte forfra, men for at begynde igen.
I dag fejrer vi messe med dette kendte evangelium som det glædelige budskab. Vi fejrer at vi kaldes på selvom vi er vildfarne. At Gud venter på os med tålmodighed mens vi opfører os tåbeligt. At Gud aldrig mister håbet for det menneske, som andre mennesker dømmer ude. Lad os med den tanke gå ud i verden i dag fyldt med håb for, at Gud venter på os, og vender vores bitre erfaringer til visdom. Lad os løbe Ham i møde med åbne øjne.