Ev: Mark 9, 30 – 37
Når et barn fødes går der ikke længe før barnet finder ud af at reaktioner giver resultater. Når barnet græder af sult får det mad. Når barnet rækker ud efter forældrene bliver det omfavnet. Når barnet vågner fra søvnen bliver det løftet op. At denne nærhed opleves igen og igen mellem forældrene og barnet giver tryghed. Barnet lærer at der kommer et svar når det kalder, og sådan vokser barnet op med et fundament af tillid til mennesker.
Når vi bliver unge og voksne erfarer vi at den tillid kan brydes. Det er hårde erfaringer, som gør ondt i hjertet og som lægger låg på det indre barn i os. Sådan sker det når vi oplever svigt, ulykkelig kærlighed, mistro og sladder, og vi udsættes for at blive hånet og grinet af.
Vi ser det når disciplene følger Jesus. Ingen af dem forstod, hvad han sagde til dem, når han talte om død og opstandelse, og det naturlige for et barn ville være at spørge Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Og den voksne ville give et tilfredsstillende svar. – Men hvad gør disciplene? De tier stille for ingen af dem vil udstille deres uvidenhed. Ingen af dem spørger og ingen af dem bliver klogere.
Jesus tager i dagens evangelium et barn, peger på det og siger: ’Tag imod sådan et barn i mit navn, for sådan tager I imod ham, der har sendt mig’. Og Jesu ord lyder, at den største er den, der er alles tjener.
Jesus taler også de ord til os. Et barn bekymrer sig ikke om dagen i morgen. På samme måde skal disciplene heller ikke bekymre sig om Jesu død. De skal blot følge ham – Vi skal blot følge ham som et barn følger sine forældre. Sådan er et barns helt naturlige tillid, og derfor må vi ære barnet der er i os alle. Vi må søge tilbage til barnets umiddelbare glæde, dets ubekymrede livssyn og kærlighed uden beregninger og matematik, og følge Jesus med samme tillid.
I barnet finder vi Guds storhed, ligesom Guds almægtighed findes i alt det mindste, nemlig i den fattige, den svage og den glemte. Ved at være tjener for alt det mindste i denne verden, tjener vi Gud og tager dermed imod Ham der sendte Jesus.
For at gøre den slags tjeneste må vi grave dybt inde i os selv. Vi kan møde en mur af undskyldninger eller forskellige idéer mellem vores hjerne og hjerte. Som kristne er vi forpligtede til at bøje os ned og tjene den mindste, for deri ligger vores tro. I samspillet mellem os og den fattige eller os og den syge, lige dér opstår nærheden med Gud. Tjener vi ikke den mindste, tjener vi ikke Gud.
For at gøre denne tjeneste må vi selv finde tilbage til barnet i os selv. Det er det barn der kigger på verden med tillid, og vokser til lyden af Guds stemme om kærlighed. Vi må bryde vores egne facader ned og give på trods af utak, handle med barmhjertighed på trods af at vreden måske gror i os selv. Når vi tjener den mindste, handler vi på vegne af Gud – Skabelsens Gud, der skabte alle mennesker i sit billede, i sin ånd.
I dag går kollekten til Katolsk menighedspleje. Så allerede nu i dag under messen har vi muligheden for at gøre tjeneste for de mennesker, der står på kanten af vores samfund. Det er mennesker som allerede nu bekymrer sig om julegaver, ensomhed og vinterens mørke. Lad dem erfare at vi med vores gavmildhed er som moren, der løfter barnet op, når det rækker sine hænder frem. Lad os vise mennesker som har oplevet svigt og krise i deres liv, at bekymringer lagt frem for os i tillid, svares med gavmildhed.
Lad os på alle områder åbne vores hjerter og tjene de små for på den måde at udtrykke vores tro og tage imod Gud som sendte sin egen Søn for at tjene de mindste.