Ev: Luk 16, 19 – 31
I dag møder vi den rige mand som vi ikke kender navnet på, og så møder vi Lazarus – en fattig mand, som vi får sympati med fordi Jesus i lignelsen giver ham et navn, som får os til at føle at vi kender ham. Forskellen i denne verden på den rige mand og det fattige Lazarus er nem at forstå. Den rige mand fester hver dag, og klæder sig i tøj som er passende for den som er rig.
Lazarus ligger ved den rige mands port, mens han venter på små rester som han kan spise sig mæt i. Lazarus er fyldt med sår, fordi han sikkert er syg, og vi forstår mellem linjerne at han ikke har været i bad og ikke har et arbejde.
Det eneste de to mænd har til fælles er, at de dør. Begge må forlade denne verden, og den rige mand har en tydelig forventning om hvad der vil ske. Den rige mand har den forventning at Gud har gjort en bolig med purpur klæder klar til ham, og at Lazarus ingen plads har i Guds Rige.
Fra evangeliet erfarer vi at det, der sker for de to mænd er helt omvendt. Lazarus får en plads i himlen, mens den rige mand pines i dødsriget. Den rige mand er overrasket over at ende i helvede. Han har gjort alt ’rigtigt’. Han har tjent penge og klaret sig selv. Han har arbejdet hårdt og været retfærdig. Han har også sørget for ikke at blive uren, ved at undgå kontakt med Lazarus
Lazarus er et navn som er oversat fra ordet ”Eleazer” og det betyder: ”én, som Gud har hjulpet”. Så det vi må forstå er, at da Lazarus kommer i himlen, er det fordi Gud har hjulpet ham ind i det evige Rige og tilgivet hans synder. Lazarus har levet et liv, hvor han har bedt til Gud. Han har bedt om Guds hjælp til at klare det svære liv, som han har gennemgået hver dag, uden mad – uden kærlighed og uden succes i denne verden. Lazarus har angret, bedt om tilgivelse og råbt på Gud. Måske har han skældt Gud ud.
Den rige mand har aldrig haft brug for Gud. Han har levet sit liv i retfærdighed. Et liv hvor han har holdt regnskab med om han har fået det tilbage som han har givet. Den rige mand har levet på en måde så ingen kunne sætte en finger på noget han har gjort forkert. Den rige mand åbner vores øjne i dag. I dag pines han i dødsriget – dér sidder han med muligheden for at bede til Gud om at optage ham i himlen. Men den rige mand er blændet af sin egen retfærdighed. Han siger til Gud: ’Send Lazarus til mig, så han kan være min tjener’.
Når vi ser på den rige mand i dødsriget kan vi undre os over hvorfor han ikke beder Gud om at fri ham fra det onde, og lade ham få del i det gode, i stedet for at bede Gud sende Lazarus til det onde. Mens vi undrer os over disse ord, kan vi med rette kigge på vores eget liv. Også vi opfører os som den rige mand ofte eller nogle gange. Vi gør alt det rigtige og tager sagen i vores egen hånd. Vi opfører os retfærdigt og sørger for at ingen kan kritisere os. Vi holder øje med at give lige så meget ud som vi bliver givet, og tror at det gør os til det gode menneske, som Gud sætter pris på.
Og SÅ rammes vi af vores egen retfærdighed! Vi kigger på andre og forstår ikke hvorfor de bliver givet mere end os, eller hvorfor andre mennesker velsignes med mere end vi synes de havde fortjent. Så sidder vi som den rige mand og kigger på dem, og fyldes med mismod, fordi nogen har overhalet os i succes.
Den følelse er en invitation til os til at efterligne Lazarus i forholdet til Gud. Lad os bønfalde Gud, angre og ofre det vi ejer – ikke som en gave til at retfærdiggøre os selv med, men som en offergave til Gud. Lad os som Lazarus lægge alt vi har i hjertet frem for Gud. Da vil Han lønne os med en plads i det evige Rige, hvor vi aldrig mere vil opleve pinsel.