Ev: Matt 21, 28 – 32
En dag kom en ny præst til et sogn, hvor han skulle være 2. præst. Præsten var lige blevet færdig på seminariet så han var spændt på at møde sin menighed. Præsten havde lært at det var godt at starte en bibelgruppe der kunne studere teksterne sammen, og derfor spurgte han en søndag under meddelelser: ‘Hvor mange synes det er en god idé at starte en bibelgruppe?’. Med det samme rakte alle i kirken hånden op og præsten glædede sig over at menigheden var så engageret i sognet.
Fyldt af begejstring mødte den unge præst sognepræsten i kirken om aftenen. Han sagde til ham: ‘Hele kirken var fuld i dag og de var vilde efter at jeg laver en bibelgruppe’. Skeptisk kiggede sognepræsten på ham og sagde: ‘på søndag spørger du dem – ræk hånden op hvis du gerne vil tilmelde dig min bibelgruppe – vi starter på mandag. Derefter, så sig mig hvor mange. Den unge præst gjorde det og kun 4 hænder kom op i luften.
Den dag lærte den unge præst, at sige JA til en god ide er én ting, men at GØRE det er en anden ting.
På det tidspunkt hvor Jesus fortæller denne lignelse har han prædiket for folk i flere år og der er kun kort tid til at han skal tages til fange og dø på korset. Så Jesus har fået erfaring med mennesker. Han har lært at mange af de mennesker som siger ja og ja, de gør ingenting. Men de mennesker som siger nej, men så tænker lidt, de vil fortryde deres nej og alligevel vende om.
Sådan ser vi det også ske blandt os mennesker her i 2023. Nogle mennesker bruger flotte ord – ja endda græder de for os på TV, men de gør ingenting. De kan beskrive problemerne med ord vi slet ikke kender, men resultaterne ser vi ikke. Også foran Gud kan mennesker opføre sig sådan. De kan komme trofast til kirken, sige Amen og udstille troen med kors og medaljer. Disse mennesker vil tro at Himlen først og fremmest er åben for dem, så til den fattige mand på gaden giver de ingenting.
Men så er der en anden slags. De kan ingen fine ord men har relation til Gud gennem deres handlinger. Deres gode gerninger viser os hvem de er. Disse mennesker er de første til at rejse sig op og gøre noget når de ser uretfærdighed. Måske kan vi genkende os selv i begge typer, og Jesus viser os i dag den rigtige vej. Vi må forpligte os til det vi gør. – Ikke række hånden op for at stemme for gode ideer men rejse os op og deltage.
Så hvem er den bedste søn spørger Jesus. Den der sagde nej og alligevel gik, eller den den der sagde ja og blev hjemme? Mit bud er ingen af dem. Det vi må arbejde mod er at lade vores handlinger være det samme som vores svar.
I Matthæus evangeliet hører vi Jesus sige til os: ‘Ikke alle der siger “Herre Herre” vil have en plads i Himlen, men dem der gør Hans vilje’. Det er netop det udtryk vi igen hører i lignelsen i dag. Jesus siger om de retfærdige at de troede ikke, på trods af at de så med egne øjne. Om tolderne og skøgerne – altså de laveste i samfundet – siger han at de troede ham.
Tolderne og skøgerne har vi også i blandt os – mennesker som har gjort noget galt, men vi må aldrig glemme at også de kan vende om fra deres synd. Vi må ikke glemme at vi også selv har den mulighed at vende om fra vores synd. Selvom vi har sagt nej kan vi gå alligevel og gøre Guds vilje.
Lad os med den tanke forpligte os til både idéen og handlingen i vores tro på Gud. I dag må vi ikke bare række hånden op og stemme for, men også rejse os og følge med, for kun sådan vil det blive muligt for os også at gå ind i Guds Rige.