Ev: Luk 18, 1 – 8
Når Menneskesønnen kommer, vil han så finde tro på jorden? Sådan spørger Jesus os i dag i Evangeliet. Det er ikke et spørgsmål han forventer et svar på, og heldigvis for det, for når vi kigger os omkring, vil det mest ærlige svar nok lyde – at stod Jesus her i Danmark i dag, skulle han lede længe efter troen. Mennesket generelt er mere optaget af andre ting end af kirken. Mennesket er mere bekymret for mig og mig frem for dig.
I børnebøger og når vi taler sammen om Guds Rige er det ofte som et sted man kan rejse hen. Den døde optages i Guds Rige. Den syge bekymrer sig om turen dertil. Barnet kigger op i skyerne ved tanken om Gud. Men tænk hvis det sted der er Guds Rige ikke er et sted vi rejser hen, men er det sted vi er kommet fra. Vores rejse med Gud begynder i dåben. Vi bliver Hans barn, og vi gives i gave muligheden for at høre Hans tale og formidle Hans ord.
Hvis vi griber den chance og tager imod Guds dåbsgave til os – nemlig at lægge os i Guds arme, så er det netop det vi vender tilbage til. Vi fuldender livet i Guds arme, præcis det samme sted som vi begyndte livet. I tiden mellem dåben og Guds Rige, velsignes vi med Guds nærvær i kommunionen, men også i det nærvær der er mellem os og Gud. At vi handler på vegne af Ham, som Hans redskab i denne verden.
I dag og alle dage har vi muligheden for at vende vores tro ryggen. At gå vores vej fra det hele og stole på at penge vil gøre os lykkelige. At nye sko vil redde vores selvtillid. At et stort hus vil give os den respekt vi fortjener. Det er et valg vi har når vi står op – takker vi Gud for dagen der kommer eller takker vi os selv?
Dommeren i dagens tekst takker sig selv. Han er ligeglad med mennesker. Han er langt væk fra Gud så derfor frygter han Ham ikke. Pyt med Gud tænker dommeren. Så tilbage er der kun at stole på sig selv, et tyndt grundlag hvor æren er MIN når tingene lykkes og nederlaget ejes af MIG alene når verden er imod mig. Men enken er vedholdende. Hun er insisterende i sin klage og uophørlig i sin anke.
Enken er et forbillede for os kristne. At hos Gud går tingene ikke stærkt. Hos Gud kan vi ikke bestille, lægge i kurven og betale med vores dankort, og blive selvtilfreds. Hos Gud tager alting tid. Vi må lytte til Hans ord som Han taler til os i dåben, vi må vende tilbage dertil, være i Hans nærhed i kommunionen og være trofaste i vores bøn.
Det bliver den dårlige dommer for meget. Han orker ikke mere. Han giver enken ret. Når den dårlige dommer gør sådan, så ville også den gode, og således vil også Gud. Intet sted i Biblen kender vi Gud for at dele kærligheden retfærdigt eller efter fortjeneste. Men overalt i teksterne ser vi eksempler på at Gud frelser den troende, og giver glæde til den der vender sig om.
Så lad os ikke blive trætte i samtalen med Gud. Lad os ikke være for trætte til at klage vores nød og bede om hjælp, og lad os ikke gå til ro før vi har sagt tak. Lad os reflektere over hvordan vi kan bruge vores evner som Gud redskab i en verden, hvor det ikke er svært at få øje på ondskab og ødelæggelse.
Stod Menneskesønnen her lige nu og ledte efter troen, kunne den være svær at få øje på. Men så vil han se at troen er ikke helt gemt væk. Troen findes trods alt. Og når troen blomster så lever håbet for os mennesker. Så længe den der ønsker krig, mødes af én der ønsker fred, så længe den rige giver til den fattige og så længe mennesket udtaler håbet om et liv i Guds hænder, da vil Menneskesønnen finde troen på jorden.
Til Sidst, må vi aldrig blive trætte af at bede, for Gud er aldrig træt af at lytte til os. Han kan tage sig tid til at åbne døren som dommeren i dagens lignelse. Men hvis vi ikke holder op, vil han helt sikkert høre og svare os.