Ev: Joh 2, 13 – 25
For lidt mere end 1 år siden hørte vi om de første corona smittede i Danmark. Vi tænkte vel alle at det nok skulle gå, at vi skulle holde ud indtil sommer, og så ville alt blive godt. Det viste sig at vi skulle gå gennem meget. Isolation, ensomhed, kreativitet, træthed, bekymringer og længsel.
Men Jesus gav os et håb, da vi de sidste to søndage har hørt om hans kamp ude i ørkenen, og om hvordan han viste sig for mændene på bjerget. Han gav et håb om at trods vores problemer, trods vores kampe i livet så er der altid en frelser og forløser. Jesus lovede os nemlig ro og stilhed i ørkenen – ja, en slags pause fra livets travlhed, og på bjerget forvandlede han sig foran vores øjne, så det blev klart, for de der havde glemt det, at han er lige midt i blandt os alle.
I dag er sagen anderledes. I dag ser vi ikke Jesu milde ansigt – i dag ser vi derimod hans vrede. En vrede som ikke anerkender vores tempel, endda en vrede som vil rive det hele ned og bygge noget bedre. Templet kan være et billede på mange ting, både samfundet, kirken, verden men vigtigst af alt et billede på os selv. Et billede på dig og et billede på mig.
Nogle af os lever i et stort tempel. Et tempel vi plejer med gode oste, store bøffer og lækre poser med slik, mens andre lever i et mere beskedent tempel, som kun fyldes med grøn te og grøntsager. Alligevel kan disse to slags templer have noget tilfælles. Jesus kan blive vred på dem begge, og han kan have lyst til at bryde dem begge to ned.
Et tempel kan være et menneske, som er troende og går i kirke, men kun husker ritualerne og bønnen. Ritualer og bøn er godt, for det gavner vort fællesskab og det gavner vores nærvær med Gud, men bøn og ritualer må aldrig stå alene. Vi må altid huske, at vi som mennesker har en forpligtelse, nemlig først og fremmest at handle næstekærligt overfor vores brødre og søstre.
Det er dér vores tempel vokser. Det er det tempel vi hele livet må bygge på – altså den omsorg vi giver andre mennesker, det at vi giver os tid til at tale og ikke mindst lytte, det at vi altid gør vores bedste for at arbejde for næstekærlighed. Et sådan tempel, altså et sådan menneske, er værd for Jesus at bygge videre på.
Vi befinder os i øjeblikket midt i fastetiden. Vi er blevet hjulpet på vej med Jesu milde ansigt og hans kærlighed, som har sendt os på vores vandring i ørkenen. Han har vist sig for os for at give håb, så lad os derfor nu bremse op og kigge kritisk på vores eget tempel. Hellighed er ofte noget, vi tror, vi kan se på det ydre; på præstens tøj, hvordan vi knæler og hvordan vi modtager kommunionen, men som vi alle ved findes hellighed ikke udenpå tøjet.
Hellighed findes under huden – inde i vores tempel, og hellighed kommer ikke sådan pludselig til syne. Hellighed er en egenskab vi alle deler, og således er Gud ikke kun Gud for de udvalgte hellige. Nej Gud er Gud for alle, uanset om Han bryder templet ned og bygger et bedre, eller om Han bevarer det tempel, der kan bære Hans bud om næstekærlighed.
En opfordring til os alle i dag er at bygge et tempel efter Guds anvisninger, som kan bære alt det vi står for. Lad os værne om det tempel, for med et stærkt tempel, vil Gud igen vise sit milde ansigt og kærligt tage os i hånden ud i ørkenen for at give ro og stilhed, og op på bjerget for at vise sit ansigt og give os vished.
I første læsning hørte vi om de 10 bud. Lad os alle virkelig tænke på de 10 bud og mærke at Gud inviterer os til skriftemålet – Ikke for at straffe os, eller håne vores fejltagelser. Men fordi Han elsker os, længes efter os og igen vil have nærvær med os.