Ev: Joh 24, 13 – 35
Gennem påskens helligdage har vi hørt om mange underlige personer. Der var dem der gav deres æsel til en discipel og der var dem som pinte Jesus før han skulle dø på korset. Der var røvere på kors, og kvinder der mødte en tom grav, samt mange andre personer, som det kan være svært for os at forstå. Hvorfor gjorde de det de gjorde, kan vi spørge os selv. I dag hører vi om 2 mænd som er ude at gå. Måske er det netop disse 2 mænd vi har nemmest ved at forstå i alle teksterne i påsken.
Vi genkender nemlig noget fra vores eget liv i dem. De havde forventet frelse, lykke og rigdom, men ham der red ind i Jerusalem, gav dem ingenting. Mændene er vågnet fra drømmen og må genoptage deres daglige liv – i dag en vandring til en anden by. Vi prøver det selv, når vi er syge og håber på helbredelse, men får en anden besked fra lægen. Vi prøver det når vi søger et job, kaldes til samtale men alligevel får afslag. Vi prøver det når vi køber en Lotto kupon, lukker øjnene og drømmer, men de 7 rigtige udebliver.
Når det sker at drømmen ikke bliver vores nye virkelighed må vi vandre skuffede videre i det liv, vi er blevet givet. Vi må fortsat tage os af vores pligter, og det kan se svært ud – ikke til at overskue, men vi må gøre det alligevel. Håbet er slukket men livet fortsætter. Og på samme måde for de 2 mænd, som midt i deres skuffelse møder en mand der skal have hele forklaringen om hvad der er sket i Jerusalem – en absurd historie, der ikke er til at tro.
Mændene genkender ikke Jesus, de ser ikke at det er hovedpersonen selv, som de er ved at forklare historien til. Først efter flere kilometers vandring beder de Jesus blive hos dem, og genkender ham først da han bryder brødet foran deres øjne. Måske kender vi det fra vores eget liv. Skuffelsen kan være så stærk at vi opgiver den tanke at noget andet godt kan vise sig. Kun det negative sætter sig fast, som da et par blev velsignet med tvillinger, og den ene døde. Jeg ringede til faren til børnene og
sagde: ’Jeg er ked af at høre om Jeres tab. Dette burde være en glædens dag, men er nu vendt til sorg’. Men han svarede mig: ’Nej du kan sige tillykke til mig – Jeg er far til 2 børn, det ene har jeg stadig hos mig’.
Den fars ord viste mig at han er ikke ligesom de 2 mænd der vandrer, for han havde set Jesus ved sin side. Han havde set at midt i det dårlige, midt i sorgen, ventede et langt lykkeligt liv med et barn og hans kone. Jeg husker det tydeligt, fordi det er sjældent at vi mennesker har den evne, og det bør vi øve os i at blive bedre til. Alt for ofte vandrer vi ad ensomhedens vej, hvor vi tænker at vi er alene om de byrder vi bærer. Ingen bærer med os, men ser vi ved vores side, vil også vi høre spørgsmålene fra den mand som er sløret for vores øjne. Hvad skete der? Vil han spørge – hvad er det du går og tænker på? Vil han udfordre os. Og han vil lytte længe til vores klagesang om knuste drømme.
Og han vil svare os som han svarede mændene: ’Du tungnemme, du uforstandige – at du tror på alt det mennesker har sagt. Skulle Kristus ikke lide alt dette og gå ind til sin herlighed.’ Når vi vandrer alene, er vi aldrig ensomme, for ved vores side er han som døde for vores skyld, han som rejste templet på 3 dage, han som genopstod for at puste liv i vores håb, så lad os dele vejen med ham. Der hvor alt synes umuligt lader han nyt liv og håb bryde frem.