Ev.: Luk 24, 13 - 35
I kalenderen står der at vi i dag skal holde kirketælling. Vi gør det 4 gange om året – vi tæller alle dem der sidder på kirkens bænke og skriver tallet til bispedømmet, som bruger tallet i deres statistik.
Der er både noget komisk og noget tragisk ved at dette ord står i den liturgiske kalender i dag. Vi er så vant til at være sammen at det var en selvfølge at vi i dag kunne holde kirketælling. Ingen havde dengang kalenderen blev lavet, forestillet sig at bænkene skulle stå tomme. Vi træder på ukendt land, og hver dag kommer der nye nyheder og nye regler. Det er en forvirrende tid.
På samme måde oplever de to disciple som er på vej til Emmaus, at den tid de lever i er forvirrende. Ingenting er som de havde regnet med, og deres bekymringer gør, at de slet ikke ser at Jesus går sammen med dem. De vandrer og er så kede af det at de slet ikke ser at de er en del af et mirakel. Først da Jesus bryder brødet ser de at de er en del af noget, som vi i dag mere end 2000 år senere kan læse om.
De to mænd som er på vej til Emmaus er en påmindelse til os. Det er en slags opvågning fra vores søvn. Kirken er lukket sammen med mange andre dele af samfundet, og derfor kan vores øjne være lukkede for at der kan ske mirakler. I denne tid kan vi tro at Jesus bare er gået videre og gået forbi vores hus. Men evangeliet i dag inviterer os til at erkende at Jesus lever alle vegne. Jesus lever hos den der er bekymret, og Jesus lever hos den der har mistet modet. Jesus lever også hos den, der har mistet meningen med det hele.
I evangeliet erfarer vi at de to disciple åbner deres øjne i eukaristien. Før var deres øjne dækket til, men da Jesus bryder brødet ser de pludselig Jesus i et helt nyt lys. De ser at han er Kristus, og at deres bekymringer har været spildt. Sådan er det tit med bekymringer. Et berømt citat siger:
Bekymringer er som en gyngestol. De holder dig i gang, men du kommer ingen vegne.
Ja, bekymringer har den egenskab. Vi gynger frem og tilbage. Vi bevæger os, men vi kommer ikke fremad. Men når vi løfter vores øjne fra mørkets dyb og kigger ind i lyset ser vi at gode ting sker.
I dag kan jeg med bekymring tælle de få personer der er her tilstede i kirken og lade det tal være min kirketælling. Det tal gør mig trist. Men i stedet kan jeg tælle alle de mennesker, som jeg ved længes efter kirken og jeg kan lægge dem til, de få der er her tilstede. Jeg kan tælle dem der bidrager til kirken, dem der tæller sig kristne, dem der takker for vores livestreaming, og dem der hilser mig på telefon, SMS og messenger. Lægger jeg alt det sammen giver det en følelse og vished om at Jesus vandrer med sin kirke. Han går ikke bare videre – nej, han bryder brødet sammen med os for at opnå enhed med mennesker.
Denne tanke kan vi inspireres af og virkelig i dag reflektere over hvordan Jesus vandrer med os i vores ensomhed og lidelse i denne tid. Det er nemt for os at have fokus på alt det, vi ikke kan gøre lige nu. Det kræver ingen talenter at lave en liste over alt det vi ikke kan. Nej, talent kræves for virkelig se alt det vi kan gøre. Det er et talent Jesus kan hjælpe os med at styrke.
Han som var Guds Søn som menneske, Han som døde på korset for vores synd, Han som opstod fra de døde, Han som hilste disciplene og Han som i dag bryder brødet. Lad os inspireres af Jesus, som aldrig lader sig formindske af en begrænsning. Da vil vi blive i stand til at genkende ham når han vandrer med os, så vi kan bære vidnesbyrd og den forløsning han giver til mennesker.
Læs andre:
[catlist name="2020"]