Ev: Luk 18, 9 – 14
En dag gik en dommer til et fængsel for at besøge alle de han havde dømt til at modtage en hård straf. Han besøgte dem alle – celle efter celle og hørte deres forklaringer. Ikke én indrømmede sin forbrydelse, men derimod fastholdt hver eneste at være helt uskyldig, nærmest som en engel. Dommeren var blevet træt af at lytte på alle disse løgne og gik således til dagens sidste celle hvor der sad en indsat. Dommeren spurgte hånligt: ’Og hvad med dig min gode mand, du er vel lige så uskyldig som alle dine medfanger?’ men den indsatte svarede: ’Nej det var mig som begik forbrydelsen, jeg er skyldig og fortjener hele min straf.’ Nu blev dommeren overrasket og kaldte på en betjent. Han råbte: ’Betjent, løslad med det samme denne mand inden han lærer alle englene i dette fængsel at være syndere’.
Ja, dette er dagens lille historie. Mændene i fængslet er en moderne udgave af tolderen og farisæeren som vi møder i dagens Evangelium. De indsatte som benægter enhver skyld er ligesom farisæeren fokuserede på at få sig selv til at se gode ud, og derfor har de travlt med at udstille alt det som de ikke er. – De er ikke skyldige, ikke toldere, ja endda er de ikke som andre mennesker. Måske gør vi nogle gange det samme, fordi vores natur er, at vi ikke altid er klar over hvad vi er, men i hvert fald ved vi hvad vi ikke er. Vi spejler os i andre mennesker, for at opklare hvad vi ikke er, når vi skal søge at finde ud af hvad vi er for et menneske. Som politikere i valgkampen, der kæmper for at vise hvorfor de ikke er ens med de andre.
Tolderen vi møder i Evangeliet er anderledes end farisæeren. På den tid var toldere ikke en type man ønskede sig at være ven med. De handlede med uærlige penge og havde i det hele taget et rigtig dårligt ry. Således er det lidt svært for tolderen at stille sig op og bede og fortælle Gud alt det han ikke er – altså ikke ærlig, ikke retfærdig, ikke uskyldig. – Men tolderen bad til Gud: ’ Gud vær mine synder nådig’, og således slog han sig for brystet, angrede alle sine synder og lagde sit liv i Guds hænder.
At han gør sådan gør jo ikke denne tolder til en mere retfærdig mand, men det samme kan vi sige om farisæeren, som jo heller ikke bliver mere from af at beskrive alle de andres synder. Måden hvorpå Gud ser på de to meget forskellige mænd er interessant for os. Gud ser jo faktisk på de to mænd præcis som dommeren i min historie. Da han besøger fængslet keder det ham at høre på alle englene som benægter enhver skyld i den forbrydelse som er begået. Endelig hører han en mand fortælle sandheden og for det belønner dommeren ham med friheden – ’dine synder er dig tilgivet – gå ud herfra inden du lærer de andre indsatte korruption’.
Det vi kan lære af dagens Evangelium, er noget om måden vi beder på og den måde hvorpå vi opfatter os selv. Stiller vi os op og kigger mod Himlen og lover Gud alt det vi ikke er for at højne os selv og gøre os bedre, så vil vores snak være tom. Så vil vores tro kun være synlig udefra, men ikke have et ægte fundament indeni. Gør vi derimod som tolderen og bøjer hovedet mens vi slår os for brystet så kan vi virkelig tænke på alt det vi indeholder. Det kan være både skyld, uretfærdighed, manglende tilgivelse eller på andre måder synd mod Gud. Ja alt hvad vi kan komme i tanke om af både godt og ondt. I det øjeblik vi erkender at vi indeholder alt det som er pinligt og ubehageligt vil Gud omslutte os med kærlighed og give os tilgivelsen, som vi kan rejse os ved. For således står der skrevet at enhver der ophøjer sig selv skal ydmyges, og enhver der ydmyger sig selv skal ophøjes.